Tilbage til nyhedsliste

Dansk-tysk kulturkendskab giver overskud på bundlinjen

27. februar 2015

Forskning fra Syddansk Universitet og Christian-Albrechts-Universitet i Kiel viser, at virksomheders kendskab til nabolandets kultur kan være afgørende for eksporten.

Når danske virksomheder forsøger at slå igennem på det tyske marked, så er det sjældent de lokale skikke, der bliver tænkt mest på. Men det burde det måske være, viser ny forskning fra Syddansk Universitet og Christian-Albrechts-Universitet i Kiel.

Her har forskerne nemlig påvist, at virksomheder der behandler kultur og stereotyper seriøst, har større succes med deres eksport:

”Vi mennesker har forskellige opfattelser af os selv alt efter vores kultur, da denne definerer vores måde at være og agere på. De forskellige kulturer har forskellige mønstre, og der er markante forskelle, som man ikke er bevidst om. Det er typisk ting, vi gør i dagligdagen uden at tænke over det, og derfor glemmer vi, at det gøres anderledes i for eksempel Tyskland, fortæller lektor Erla Hallsteinsdóttir fra Syddansk Universitet, til Flensborg Avis.

Erla Hallsteinsdóttir og hendes kolleger har de seneste tre år forsket i danske og tyske stereotyper, og den indflydelse de har, når forskellige kulturer mødes. I denne uge har forskerne formidlet deres resultater på en konference, som løb af stablen onsdag til fredag på Syddansk Universitet i Odense for med Erla Hallsteinsdóttirs ord at:

”Bevidstgøre og give redskaber til at forstå, hvordan misforståelser opstår, og hvordan de undgås.”