Dansk vildsvinehegn vækker opsigt i Tyskland
Opsætningen af vildsvinehegnet ved den dansk-tyske grænse, der blev påbegyndt ved Padborg i går, den 28. januar, har vakt opsigt og også kritik i Tyskland, hvor landets største medier har bragt omfattende omtaler af hegnet, der skal sikre den danske svinebestand mod afrikansk svinepest.
”Danskerne er hurtigere end USAs præsident Donald Trump med sin mur til Mexico”, skriver den ansete avis Süddeutsche Zeitung med henvisning til, at den amerikanske præsident i disse dage kæmper for at finansiere en mur langs den amerikansk-mexicanske grænse:
”En tydelig grænse i midten af Vesteuropa, i midten af EU, i midten af et grænseløst Schengen-område. Det er naturligvis meget symbolsk, især i disse forvirrende tider med Brexit og europæiske idealer”, skriver Süddeutsche Zeitung.
Læs også: ”Omstridt vildsvinehegn bliver sat op”
En anden af Tysklands største aviser, Die Welt, omtaler vildsvinehegnet på forsiden og opridser den debat, hegnet har skabt i Nordtyskland, hvor de slesvig-holstenske socialdemokrater fra SPD kalder hegnet en ”virkningsløs konstruktion”. Også vicepræsident i den slesvig-holstenske landag, Rasmus Andresen (De Grønne), er alt andet end begejstret.
”Sammen med stramninger på asylområdet og paskontrollen ved den dansk-tyske grænse er hegnet med til at fortsætte Danmarks symbolske afskærmningspolitik”, siger han til Die Welt.
Tysklands største ugeavis, Die Zeit, problematiserer på sin hjemmeside, hvor effektiv hegnet er til at holde svinepesten ude af Danmark. Her henviser Slesvig-Holstens miljøminister Jan Phillip Albrecht (De Grønne) til, at den største smittefare ikke kommer fra vildsvin.
”Virussen spreder sig primært gennem mennesker – det sker ved dyretransport, jagtrejser og inficeret mad”, siger han til Die Zeit.
I sin onlineudgave Spiegel Online fokuserer ugemagasinet Der Spiegel på den danske regerings argument om, at hegnet skal sikre den danske svineeksport. Her oplyser det Miljø- og Fødevareministeriet, at Danmark eksporterer for ca. 4 mia. euro svin om året, hvoraf 1,5 mia. euro går til lande uden for EU.
”Det spiller en særdeles vigtig rolle for vores velfærdssamfund og for arbejdspladserne i Danmark”, siger miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) til Der Spiegel.
Desuden beretter bl.a. også det nordtyske public-service medie, NDR, og Tysklands største avis Bild om vildsvinehegnet, der skal opføres langs den dansk-tyske grænse og efter planen skal stå færdigt til efteråret. Det bliver 70 kilometer langt og halvanden meter højt.
Læs artiklerne fra Süddeutsche Zeitung, Die Welt, Die Zeit og Der Spiegel.
Senest redigeret den 30.1.2019: Rasmus Andresen er "vicepræsident for den slesvig-holstenske landdag", ikke for den "slevisg-holstenske regering".