Danskerne valfarter til tyske julemarkeder
Et stigende antal danskere besøger de tyske julemarkeder i forhold til tidligere år. I Flensborg er op til 70 procent af de besøgende på byens julemarked fra Danmark. Det anslår Gorm Casper, der er direktør for Flensborgs Turistkontor.
”Vi er meget glade for de mange danske gæster. Deres afslappede måde at shoppe på skaber en særlig atmosfære. Og tyskerne elsker det, når det danske sprog kan høres i alle gader i Flensborg. Det er noget specielt”, siger Gorm Casper og fremhæver, at man også kan møde dansktalende personale i mange af julemarkedets stande, og at man derfor har givet julemarkedet sloganet ”Hygge, Herz und Lichterglanz”.
”Det danske er jo en del af Flensborgs image. Danskerne er vores medborgere, men de er også vores besøgende”, siger han.
Også hos DSB mærker man den stigende interesse for julemarkederne i Tyskland og oplyser, at billetsalget til Hamborg stiger med 25 procent i slutningen af november og i december. Desuden oplyser en række busselskaber, at de hvert år i november og december måned sender danskere i tusindvis på én- eller flerdagesrejse til julemarkeder i Tyskland. De oplever hver især, at antallet af rejsende er stigende, særligt til nære destinationer som Hamborg og Lübeck.
”Det går fremad, og vi kan høre fra vores kolleger i branchen, at de oplever samme tendens. Mange har det som en tradition at tage til julemarked i Tyskland for at komme i julestemning”, siger Heidi Maak, administrerende direktør for Vitus Rejser, der er én af de syv busselskaber, som magasinet Grænsen har været i kontakt med.
Læs reportage fra julemarkedet i Flensborg