Tilbage til nyhedsliste

Danskhed og flygtninge til debat

17. juni 2016

Folkemødet på Bornholm er stedet, hvor meninger brydes. Fredag var det danskhed og flygtninge, der var til debat i Grundtvigs Telt under overskriften ”Er der grænser for danskhed?”

Paneldeltagerne var Naser Khader (K), forfatter og medinitiativtager til Venligboerne Anne Lise Marstrand-Jørgensen, koncerndirektør i ATP Lilian Mogensen og DR-journalist Anders Lund Madsen.

Naser Khader sagde, at han ikke havde noget problem med, at danskerne hjælper flygtninge.

”Problemet opstår, når mennesker som Venligboerne tager monopol på godhed. Hvis man ikke er en del af dem, så er man ond. Jeg har sammen med Søren Pind i flere år opfordret til, at man hjalp med at beskytte syrerne i Syrien. Hvordan tilbyder man hjælp til dem? Det synes jeg er nok så væsentligt i forhold til at hjælpe dem, der har været i stand til at komme hertil”, sagde Naser Khader.

Anne Lise Marstrand-Jørgensen mente, at Naser Khader unddrog sig sit ansvar som politiker.

”Hvorfor skal Venligboerne klandres for, at I politikere ikke kan finde ud af finde løsninger, når det gælder flygtningesituationen”, sagde hun, hvorefter debatten udviklede sig til en debat om barnebrude og anklager om at være pædofilitilhænger.

Anders Lund Madsen syntes, at debatten mellem Naser Khader og Anne Lise Marstrand-Jørgensen var trist at høre på.

”Det er værre end Intifadaen eller Slaget ved Somme. Der sidder folk her i teltet fra andre lande. Det er pinligt”, sagde Anders Lund Madsen, der blev spurgt, om ikke DR kunne bringe flere positive indslag om flygtninge.

”Det er velkendt, at det ikke så spændende at høre om alt det, der godt. I øvrigt tror jeg ikke, det betyder så meget. Det er de sociale medier, der fremmer denne type debat”, sagde Anders Lund Madsen.

Lilian Mogensen gjorde rede for de tiltag, som ATP har sat i værk for at fremme integrationen af flygtninge. Blandt andet har ATP lavet mentorordninger for flygtninge, men også for mennesker, der har en psykisk diagnose eller har været ude i kriminalitet. Lilian Mogensen efterlyste kammertonen i debatten om flygtninge.

”Vi bærer alle et stort ansvar i forhold til flygtninge. Vi må byde dem velkommen og værne om fællesskabet. Det andet klæder os ikke”, sagde Lilian Mogensen.