Tilbage til nyhedsliste

Det danske mindretal udsender nyhedsbreve

14. februar 2017

Flere og flere sydslesvigske organisationer udsender digitale nyhedsbreve og giver dermed interesserede danskere en chance for at følge med i, hvad der sker i det danske mindretal i Sydslesvig.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig er netop begyndt at udsende et månedligt nyhedsbrev, Flensborg Avis’ chefredaktør Jørgen Møllekær sender også som noget nyt et ugebrev ud. I forvejen udsendes nyhedsbreve af bl.a. Sydslesvigsk Forening (SSF), Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Grænseforeningen.

Det digitale nyhedsbrev som kommunikationsform anses ellers af mange for at være en lidt gammeldags måde at kommunikere på. Men nyhedsbrevene, der havner direkte i modtagerens indbakke ganske gratis, er effektive, og så er de oven i købet populære blandt danskerne.

En repræsentativ undersøgelse fra 2015 viser, at 55 procent af danskerne gerne vil modtage flere nyhedsbreve, end de gør i forvejen. Undersøgelsen, der er foretaget af digitalbureauet Dwarf, viser, af danskerne dengang i gennemsnit modtog otte nyhedsbreve om ugen. Her var medregnet både nyhedsbreve med kommercielle tilbud og nyhedsbreve fra organisationer og medier.

Dansk Skoleforening for Sydslesvig oplyser, at man med sit nyhedsbrev, der udsendes en gang om måneden, vil bringe nyheder om uddannelsespolitik og skrive om aktiviteter i skoler og dagtilbud, ligesom man vil behandle pædagogik nord og syd for grænsen.

Chefredaktør Jørgen Møllekær skriver på Flensborg Avis’ hjemmeside: ”Forvent et par spiddende bemærkninger om ugen, der gik”. Samtidig kan læseren med ugebrevet forvente gode links til læsestof eller Flensborg Avis’ web-tv, oplyses det.

Du kan tilmelde dig de forskellige organisationers digitale nyhedsbreve her:

Dansk Skoleforening i Sydslesvig (udsendes en gang om måneden):

www.skoleforeningen.org/nyhedsbrev

Chefredaktør Jørgen Møllekær, Flensborg Avis (udsendes en gang om ugen):

https://fla.us14.list-manage.com/subscribe/post?u=7aefe672ba550bd26cfc52599&id=b955d79dad

Sydslesvigs Forening (SSF) (udsendes løbende):

http://syfo.de/ssfs-nyhedsbrev/

Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig (udsendes løbende):

https://www.dcbib.dk/om-biblioteket/saadan-goer-du/tilmeld-nyhedsbreve

Grænseforeningen (udsendes hver 14. dag):

http://www.graenseforeningen.dk/tilmeld-nyhedsbrev