Digteren og forfatteren Pia Juul er død
’Hver dag en ny dag’ hedder den sang, som digteren og forfatteren Pia Juul skrev til Grænseforeningen i anledning af genforeningsåret. Pia Juul, der blev 58 år, døde onsdag efter kort tids sygdom

Forfatter og digter Pia Juul døde onsdag den 30. september efter kort tids sygdom. Hun blev 58 år.
Foto: Susanne Mertz/BAM/Ritzau Scanpix
Digteren og forfatteren Pia Juul døde onsdag efter kort tids sygdom. Hun blev 58 år.
Pia Juul har senest skrevet digtsamlingen ”Forbi” og teksterne ”Asterisk” samt en genskrivning af Agnes Henningsens erindringer. Mindre kendt er det, at hun også nåede at skrive en ny genforeningssang, ’Hver dag en ny dag’ med melodi af højskolelærer og komponist Marianne Søgaard. Den nye genforeningssang kommer med i den 19. udgave af Højskolesangbogen, der udkommer 12. november og er skrevet på initiativ af Grænseforeningen.
Souschef Marie de Fine Licht lærte Pia Juul at kende, mens sangen blev til.
”Det gør mig utrolig ondt at høre om Pia Juuls død og på Grænseforeningens vegne vil jeg gerne udtrykke vores tak og medfølelse over for hendes efterladte. Jeg lærte Pia Juul at kende som et meget varmt menneske, der viste stor indlevelse i grænselandets forhold i dag og hele historien bag”, siger Marie de Fine Licht.
Pia Juul blev interviewet om den nye genforeningssang til magasinet Grænsen nr. 2, der udkom i april måned. Her sagde hun bl.a., at hun med sangen ønskede at formidle et budskab om, at vi i alle livets aspekter skal tænke over, hvordan vi opfører os.
”Min sang handler om grænser, men også om, at det er vigtigt at huske på, at dét, vi gør nu, får betydning for den næste generation. Det er særligt relevant nu set i lyset af den igangværende sundhedskrise, hvor folk bliver syge, vi skal holde afstand, og Danmark og Europas grænser er lukkede. Det giver også teksten et andet perspektiv, f.eks. linjen ’Den, du har savnet, kommer tilbage, kysser dig blidt’, der både kan referere til Sønderjylland i 1920 og en generel genforening, men som nu kommer til at handle om de mennesker, man har savnet i den tid, man har været adskilt og i selvisolation. Jeg savner for eksempel at se mine to døtre”, sagde Pia Juul, der i artiklen også gav udtryk for, at det var en stor ære at blive en del af genforeningsfejringen med sangen.
”Det er jeg meget glad for. Grænselandets fredelige udvikling er unik og helt sikkert en fejring værd”, sagde Pia Juul.
Hør højskolelærer Marianne Søgaard synge sangen ’Hver dag en ny dag’ af forfatter Pia Juul og med Marianne Søgaard selv som komponist:
Lyt til genforeningssangen 'Hver dag en ny dag' fremført af komponist Marianne Søgaard og elever fra Silkeborg Højskole. Video: Grænseforeningen.
Læs teksten til 'Hver dag en ny dag', der er skrevet af Pia Juul:
1. Hver dag en ny dag, hver dag en gave.
Se dig omkring.
Vil du dele din blomstrende have
med andre eller slå ring
om dig selv og dit liv og din verden?
Vil du åbne eller lukke,
vil du slukke håbet
eller slå bro?
2. Vil du slå broer, åbner du døre?
Går du din vej?
Mon du ønsker at du kunne sløre
at du er bange og fej?
Tør du vise dit sandeste ansigt?
Vil du smile eller sukke,
vil du slukke håbet
eller slå bro?
3. Hesten ser hvid ud, hvad er dens farve?
Hvem ved besked?
Din historie skal børnene arve
og give til næste led?
Du må forme historien forsigtigt
Vil du knejse eller bukke,
Vil du hugge håbet
ind i en sten?
4. Den du har savnet, kommer tilbage,
kysser dig blidt.
Dette kys vil få bugt med din klage,
så rust dig – fjern dit stakit.
Sæt din grænse men hold døren åben.
Du kan åbne, du kan lukke.
Du kan hugge håbet
ind i en sten.
Flere nyheder: