Tilbage til nyhedsliste

DR P4 Syd flytter radiostudiet til Flensborg i anledning af dronningens besøg

29. august 2019

Når dronning Margrethe i næste uge besøger delstaten Slesvig-Holsten og det danske mindretal i Sydslesvig, er det muligt at følge med på DR P4 Syd. Public service-radiokanalen flytter nemlig radiostudiet til kajen ved Flensborg Havn i anledning af besøget. Det skriver DR Kommunikation i en pressemeddelelse.

DR P4 Syd dækker besøget den 3.-6. september med fire eftermiddagsprogrammer, hhv. tirsdag, onsdag og torsdag fra kl. 15-18 og fredag fra kl. 16-18. Her vil der være gæster, musik samt et fyldigt sammendrag af dagens royale program.

”Dronningens besøg i Slesvig er en meget vigtig begivenhed for hele landsdelen. Mange dansksindede syd for grænsen lytter til P4 Syd. Vi er deres radiokanal, og derfor dækker vi selvfølgelig også dronning Margrethes besøg intensivt”, siger Jens Conrad-Petersen, der er redaktionschef på DR Syd, i pressemeddelelsen.

I forbindelse med besøget gør DR P4 Syd det muligt for dansksindede sydslesvigere at indtale en personlig hilsen til dronning Margrethe. Det vil foregå i en campingvogn, der til lejlighed bliver opsat på kajen og omdannet til en mobiloptageboks. Lydhilsnerne vil løbende blive bragt i radioen og senere overbragt til kongehuset.

”Vi håber, at rigtig mange sydslesvigere har lyst til at give dronningen en personlig lydhilsen i forbindelse med besøget”, siger Jens Conrad-Petersen.

Udover den regionale radiodækning vil dronningens besøg også blive dækket i TV-Avisen samt på dr.dk, hvor man vil kunne blive klogere på det danske mindretal og betydningen af dronningens officielle besøg i Slesvig-Holsten. Derudover sender DR1 et sammendrag af besøget tirsdag den 17. september.

”Besøget er en unik mulighed for at gøre alle danskere klogere på mindretallets historie og den kongelige families fortsatte betydning for området syd for grænsen”, siger Jens Conrad-Petersen.

Dronningens besøg i Slesvig-Holsten og hos det danske mindretal i Sydslesvig sker forud for markeringen af 100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020. Dronning Margrethe besøgte seneste Slesvig-Holsten og det danske mindretal i 2008, hvor hun var med til at indvie A.P. Møller Skolen i Slesvig.  

Programmet for dronningens besøg kan du læse her