Tilbage til nyhedsliste

Dronningen talte om fred og forsoning

3. januar 2023

Mindretallene på begge sider af grænsen blev nævnt i dronningens nytårstale.

Dronningen nævnte danskerne i Sydslesvig i sin nytårstale.

Dronningen nævnte danskerne i Sydslesvig i sin nytårstale.

Foto: Screenshot/Danmarks Radio

I sin nytårstale den 31. december 2022 nævnte Hendes Majestæt Dronningen de danske i Sydslesvig og det tyske mindretal i Danmark. Talen handlede også om ukrainere i Danmark og krigen i Europa. Med talen indgød dronningen befolkningen en vis optimisme ved at påpege, at forsoning og fredelig sameksistens er mulig, selv om udgangspunktet er krig og konflikt.

Det påpeger Grænseforeningen formand, biskop i Københavns Stift, Peter Skov-Jakobsen i et interview med TV SYD.

Dronningen sagde i sin nytårstale:

”Jeg sender også mine hilsner og tanker til de danske i Sydslesvig. I urolige tider står vort grænseland som et lysende eksempel på, at forskellige sprog, kulturer og traditioner kan leve fredeligt side om side. Det kan både det danske og det tyske mindretal være stolte af. Jeg ønsker alle et godt nytår.”

Peter Skov-Jakobsen udtrykker glæde ved, at vi i Danmark har et statsoverhoved, som kigger udad og bruger vores egen historie til at sige, at vi i Danmark og Tyskland er kommet en meget vanskelige vej til fred gennem forsoning.

”Jeg håber, at det vækker en interesse for, hvordan et grænseland kan udvikle sig. Dronningen minder os med sine bemærkninger også om, at den her del af vores historie bestemt ikke altid har været nem. Det kræver folks velvillighed, når der skal opnås forsoning med hinanden”, siger Peter Skov-Jakobsen til TV SYD.

Han tilføjer, at dronningen ved at tage grænseområdets historie med i sin nytårstale viser den danske befolkning, at vi også har noget, der ikke har været nemt, inde på livet. Vi har også måttet arbejde med fred og forsoning.

”Dronningen bruger historien til at give en forståelse for, hvor vanskelig situationen mellem Ukraine og Rusland er. På den måde får vi rykket historien meget tæt på, siger Grænseforeningens formand.