Flensborg Avis til debat i Sydslesvig
Flensborg Avis har været genstand for debat i den senere tid for sin dækning af striden om Mindretallenes Hus i Flensborg. Avisens dækning af sagen var også til debat mandag aften, da avisen havde inviteret til debataften om avisens fremtidige strategi på Centralbiblioteket i Flensborg, hvor omkring 100 deltagere var mødt op.
Ifølge JydskeVestkysten sagde Flensborg Avis’ chefredaktør, Jørgen Møllekær, bl.a.:
”Sagen har været usædvanlig for mindretallet, og den har også været usædvanlig for Flensborg Avis. Avisen har ikke været ude på at skade nogen. Men som uafhængig presse er det avisens rolle at skrive om en sag som denne. Avisen har ikke meldt sig ud af mindretallet, men som journalist kan man ikke skrive på den præmis, at dækningen ikke må skade mindretallet”.
Flere af deltagerne på debatmødet understregede, at det er vigtigt med en fri og uafhængig presse. Ifølge Jydske Vestkysten og Flensborg Avis blev Flensborg Avis kritiseret for at have mistet kontakten ud til distrikterne i Sydslesvig. Men der blev på debatmødet også talt om, at mange medlemmer af mindretallet og ansatte i mindretallets organisationer ikke er loyale over for Flensborg Avis.
Jørgen Møllekær nævnte på debatmødet, at kun fem ud af 23 SSW-kandidater i Slesvig-Flensborg Amt holder Flensborg Avis.
”Jeg vil ikke hænge SSW ud på nogen møde, men det illustrerer, at mange ikke holder den avis, der dækker deres mindretal”, sagde Jørgen Møllekær ifølge Flensborg Avis.
Debatmødet var startskuddet til en strategiproces, der skal munde ud i en slutkonference i slutningen af 2018. Indtil da vil Flensborg Avis indhente synspunkter og data for at sikre avisens fremtid i Sydslesvig. Som Jørgen Møllekær udtrykte det ifølge Flensborg Avis.
”Flensborg Avis er ikke min avis eller din avis. Den er vores avis”.
Læs artiklen fra JydskeVestkysten her.
Læs artiklen fra Flensborg Avis her.