Tilbage til nyhedsliste

Formandsskifte i Grænseforeningen markeret med reception

2. februar 2017

Der var masser af taler, gaver og højskolesang, da der torsdag eftermiddag blev afholdt reception på Vartov, København, for ca. 70 gæster for at markere, at Jens Andresen er blevet ny formand i Grænseforeningen efter Mette Bock, der blev ny kultur- og kirkeminister i november sidste år.

”Vi havde ikke haft noget imod, at vi kunne trække på dig i flere år, men sådan skulle det ikke være”, sagde den nye formand, Jens Andresen, til Mette Bock, som han roste for hendes store indsats for Grænseforeningen siden 2014.

Selv på rejse til Mellemøsten og Cuba som almindeligt folketingsmedlem tog Mette Bock sig af Grænseforeningens anliggender, og da hun ved sin tiltræden havde et par steder i Sydslesvig, hun ikke rigtig kendte til, brugte hun noget af sin sommerferie på at stifte bekendtskab med dem, fortalte Jens Andresen.

”Da du kom til som ny formand i Grænseforeningen, kunne du se nødvendigheden af forandringer, og samtidig mindede du os om vores fortid, og du satte fokus på mindretallenes rolle, også internationalt”, sagde Jens Andresen, der udtrykte stor tilfredshed med, at Sydslesvig som resort-område er rykket med Mette Bock over i Kulturministeriet.

”Med stor respekt for armslængdeprincippet vil jeg bare sige, at vores forening har fået en god plads”, sagde Jens Andresen.

Kim Andersen, der er formand for Sydslesvigudvalget, lykønskede både Jens Andresen og Mette Bock med deres nye poster og takkede Grænseforeningen for samarbejdet gennem mange år.

”Jeg synes, at Grænseforeningen er en helt unik forening med en bestemt historie og tradition, som gennem årene er blevet stadig mere konkret og effektiv”. Han kaldte det ”positivt og løfterigt”, at Sydslesvigudvalget nu hører under Kulturministeriet, og at Sydslesvigudvalgets sekretariat har fået Slotsholmens bedste udsigt, oven i købet i kontorerne ovenover kulturministerens kontor.

”Det står mig lysende klart, at vi er blevet opgraderet i det statslige hierarki”, sagde Kim Andersen til forsamlingens latter.

Kultur- og kirkeminister Mette Bock kaldte i sin tale tiden som formand for Grænseforeningen for ”et utrolig vigtigt livskapitel”.

”Jeg har brugt meget tid på det. Jeg er blevet spurgt som minister, om jeg kan klare det rent tidsmæssigt. Jeg svarede, at det er den rene badeferie. Jeg har jo været formand for Grænseforeningen”, sagde Mette Bock, der har rejst land og rige rundt for at deltage i møder og arrangementer i Grænseforeningens lokalforeninger. Mette Bock understregede, at hun er glad for, at Sydslesvig nu henhører under Kulturministeriet.

”Så har jeg stadigvæk lidt hånd i det”, sagde Mette Bock, der samtidig fremhævede betydningen af et personligt ministerengagement.

”Det afgørende er, at den ansvarlige minister er interesseret i det. Det var Ellen Trane Nørby, (tidligere undervisningsminister, som havde Sydslesvig som sit resortområde), og det er jeg”, sagde Mette Bock.

Renate Schnack, der er den slesvig-holstenske landdagsregerings mindretalskommitterede, generalsekretær Jens A. Christiansen, Sydslesvigsk Forening, og konsulent Eberhard von Oettingen, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, holdt også taler og overbragte lykønskninger. Det samme gjorde Per Grau Møller, der er ny anden næstformand i Grænseforeningen, og Kirsten Rykind-Eriksen, der er bestyrelsesmedlem i Grænseforeningen.