Tilbage til nyhedsliste

Gården Festival-aktuelle Søn dyrker det nære på nyt album

4. juni 2026

Det danske band Søn er hovednavn på Gården Festival nær Flensborg den 5.-6. juni. Bandet er aktuelt med et nyt anmelderrost album, der dyrker det nære og det konkrete.

Carl-Erik Gibbert og Kristoffer Jessen er henholdsvis guitarist og forsanger i bandet Søn.

Carl-Erik Gibbert og Kristoffer Jessen er henholdsvis guitarist og forsanger i bandet Søn.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard 

Kender du ikke det københavnske band Søn, er det nu, du skal hoppe med på vognen.

Bandet har netop udgivet deres fjerde album, der har høstet stjerner i massevis hos toneangivende musikmedier som Politiken, Gaffa og Soundvenue. Førstesinglen ’Pissoir’ har rundt 1,2 millioner afspilninger på streamingtjenesten Spotify, og flere af albummets sange bliver spillet flittigt på tværs af Danmarks Radios kanaler.

Og så er bandet hovednavn på årets udgave af Gården Festival, der arrangeres af det danske mindretal syd for grænsen i weekenden den 5.-6. juni. 

”Vi var meget overraskede over at blive booket. Vi er ret spændte på at se, hvem der kommer og ser os. Det er nok en af de mest atypiske festivaler, vi kommer til at spille på”, siger bandets guitarist, Carl-Erik Gibbert, da Grænseforeningen møder ham og forsanger Kristoffer Jessen på en café nær Kongens Nytorv i København. 

”Udover Skagen er det nok det længste væk fra København, du kan komme, hvor der bliver talt dansk. Det bliver spændende at se, om vores musik også fungerer syd for grænsen”, tilføjer Carl-Erik Gibbert. 

De nye Minds of 99

Søn består af vennerne Kristoffer Jessen, Carl-Erik Gibbert, bassist William Hoffmann og pianist Jonathan Leer-Birlov. De mødte hinanden på Den Rytmiske Højskole i Vig i det nordvestlige Sjælland og fik hurtigt indspillet en række sange, der blev til EP’en ’Autobahn’, som udkom i 2017. 

Musikken fik en god modtagelse, og to år senere udkom debutalbummet ’Det Skandinaviske Design’, der bl.a. sikrede dem en plads på plakaten for Roskilde Festival samme år. 

Kristoffer Jessen, Carl-Erik Gibbert, William Hoffmann og Jonathan Leer-Birlov udgør bandet Søn.

Kristoffer Jessen, Carl-Erik Gibbert, William Hoffmann og Jonathan Leer-Birlov udgør bandet Søn, der spiller på Gården Festival nær Flensborg den 5.-6. juni.

Foto: PR

”De første år rummer stadig nogle af de vildeste oplevelser, vi har haft, fordi det i begyndelsen var så euforisk at mærke, hvordan folk tog imod musikken. Det føltes som om, at vi som band blev født in medias res”, fortæller Carl-Erik Gibbert om perioden, hvor bandet bl.a. også blev nomineret i tre kategorier ved musikkritikerprisen Steppeulven i 2020.

”Vi kom helt grønne ud af højskolen, og lige pludselig gik det bare stærkt. Vi spillede mange koncerter, bl.a. i Tivoli, og blev kaldt for de nye Minds of 99”, siger Kristoffer Jessen.

Vækst blev til simreret

Men netop som bandet virkede til at stå på tærsklen til det store gennembrud, kom coronapandemien og satte alt på pause. 

I oktober 2020 udgav bandet så deres andet album, ’Danish Crown’, med flotte anmeldelser til følge, men noget var forandret. 

”Det var som om, at den stigende vækst var glattet sådan lidt ud. Det blev mere til en form for simreret”, siger Carl-Erik Gibbert. 

”Ja, det var lidt en ’dagen derpå’-stemning. Pludseligt stoppede vores booker, og samarbejdet med vores daværende pladeselskab var heller ikke det bedste. Der begyndte også at komme andre navne frem, som mindede lidt om os, så vi begyndte at blive en smule modløse omkring tingene. Vi blev i tvivl, om der overhovedet var brug for os og vores musik”, siger Kristoffer Jessen. 

Se musikvideoen for sangen 'Pissoir' fra Søns nye album.

Vendepunkt på toppen af en trailer

Bandet har fra begyndelsen modtaget stor ros for deres energiske og medrivende koncerter, og det var også en koncert, som blev vendepunktet for drengene. Efter at have udgivet deres tredje album, ’Solstorm’, i 2023 var bandet blevet booket til den vigtige SPOT Festival i 2024, men på en mindre scene, end de havde regnet med.

”Vi var booket til at spille udendørs på det, der hed ’Trailerscenen’. Og da vi så ankommer til stedet, ser vi en lille trailer i stil med noget, man kan leje i Silvan, og vi joker lidt med, at det er der, vi skal spille. Og så viste det sig jo, at det faktisk var der, at vi skulle spille”, fortæller Kristoffer Jessen. 

”Vi var lidt fornærmede og modløse. Altså jeg kunne ikke engang stå oprejst i den der trailer. Men vi blev stædige og besluttede os for at levere et brag af en koncert, og det lykkedes. Der kom 2.000 mennesker, og jeg endte med at synge fra taget af traileren, og det blev nok den mest omtalte koncert på hele festivalen det år”, tilføjer han.

Ny opmærksomhed

Med koncertsuccessen fulgte en ny opmærksomhed, og bandet kunne vælge og vrage mellem pladeselskaber og planlægge det næste skridt i retningen mod det store gennembrud, som de havde ventet på siden succesen med den første plade.

I dag virker bandet til at stå stærkere end nogensinde, også selvom trommeslager Søren Michelsen trådte ud af bandet tidligere i år. Det fjerde selvbetitlede album er blevet godt modtaget, og kalenderen er fyldt med koncerter. 

Lyt til sangen 'Skabt til at være to' fra Søns nye album.

”Jeg synes godt, man kan sige, at vi har slået et skarpt sving med det nye album. Vi har haft lyst til at skære ind til kernen, ind til det nære og centrale og fokusere på det, der sker lige nu og her i vores følelser”, siger Carl-Erik Gibbert. 

”Vi dvæler ikke så meget ved tingene, og det hele er lidt mere kondenseret i forhold til de forrige albums, som virkelig bærer præg af at ville sætte en scene og male et billede på en eller anden måde. Med langsomme penselstrøg, store introer og soloer, der varer flere minutter”, tilføjer han. 

Inspiration fra Guldimund

Det er forsanger Kristoffer Jessen, der skriver sangteksterne, og til det nye album har han fundet inspiration i både egne og andres oplevelser. 

”Jeg har været på opdagelse på biblioteket og fundet bøger fra både nye digtere og andre, som jeg har kendt til i forvejen. På den måde har jeg plukket tekst fra mange forskellige steder”, siger Kristoffer Jessen.

”Jeg har også øvet mig i at skrive konkrete beskrivelser af oplevelser, jeg selv har haft. Jeg har altid været glad for blandingen af det konkrete og det billedlige sprog og skrevet mange sange på den måde. Men især en kunstner som Guldimund har inspireret mig til at øve mig i at få sangene til at leve uden nogensinde at gå over i et abstrakt eller metaforisk sprog”, siger han.

Det betyder, at teksterne er fyldt med detaljer fra hverdagen. I sangen ’Skabt til at være to’ synger Kristoffer Jessen bl.a.:

Du tager lidt af min aftershave og smør’ den på dit kraveben

Du siger du vil have mig med når du går

Du spørg’ om jeg vil flytte ind i din lejlighed på Vesterbro

Jeg si’r det tror jeg’ jeg lige skal tygge på”

”Det handler om at knytte en følelse eller stemning til det, du beskriver, ellers bliver det bare banalt. På de tidligere albums handlede det meget om at forbinde det nære til det globale og på den måde skildre den farverige, mærkelige, brændende verden, vi bor i. Den ambition har ikke været der på den her plade”, tilføjer Kristoffer Jessen.

Lyt til sangen 'Satellitter' fra Søns nye album.

En rigtig festivalsommer

Det nye albums tekster og melodier skal nu ud og leve, når bandet hen over sommeren spiller på en række festivaler, herunder altså Gården Festival nær Flensborg, hvor arrangøren er det danske mindretals ungdomsorganisation, Sydslesvigs danske Ungdomsforening (SdU). Det bliver i øvrigt bandets første koncert i Tyskland.

Derudover er de store festivaler Northside i Aarhus og Syd For Solen i København blandt højdepunkterne, fortæller Carl-Erik Gibbert og Kristoffer Jessen.

”Vi har været et band i ni år, og vi har ikke haft en rigtig festivalsommer før nu. Det seneste halvandet år er tingene igen gået stærkt, så det bliver utroligt spændende at mærke det materialisere sig i et publikum, forhåbentlig et menneskehav nogle steder, og se, om musikken kan stå sin test blandt fadøl og folk, der vælter rundt og endelig har fået fri og bare skal hygge sig”, siger Kristoffer Jessen. 

Musik på fuldtid

Selvom bandet har udgivet fire albums og spillet koncerter i hele Danmark, er der ingen af bandmedlemmerne, der kan leve af musikken endnu. Carl-Erik Gibbert er bygningssnedker, mens Kristoffer Jessen er hjemmehjælper. Men det er en drøm at kunne tjene flere penge på musikken, lyder det. 

”Vi ligger lige på nippet til, at vi kan gå fuldtid med musikken, og det fylder meget i vores samtaler i bandet. Det er faktisk ikke mange penge, det drejer sig om. Men lige nu er vi også ret taknemmelige for at lave noget andet ved siden af musikken. Jeg synes, det er enormt berigende at møde ind fra 7-15 i en helt anden kultur. Det giver nogle andre perspektiver”, siger Carl-Erik Gibbert. 

”Ja, jeg føler egentlig, at vi lever drømmen, selvom vi ikke tjener så mange penge på det endnu. Men jeg er sgu bare glad for at være hjemmehjælper to dage om ugen og så kunne bruge resten af min tid på at lave musik. Det giver mig en forankring i den virkelige verden”, siger Kristoffer Jessen.

Søn spiller på Gården Festival lørdag den 6. juni kl. 23.00. På programmet er også den danske artist AFSKUM, der er aktuel med albummet ’HJERTET/KNIVEN’, samt de lokale kunstnere Marie, Leona og bxris bekka.