Tilbage til nyhedsliste

Unge sydslesvigere sorterer pant på Roskilde Festival

25. juni 2026

På lørdag begynder årets Roskilde Festival. Igen i år er et hold af unge frivillige fra det danske mindretal i Sydslesvig med til at gøre festivalen mere bæredygtig. 

I 2025 samlede Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) 60 frivillige om arbejdet med en pantbod på Roskilde Festival.

I 2025 samlede Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) 60 frivillige om arbejdet med en pantbod på Roskilde Festival.

Foto: SdU

Af Alexander Leicht Rygaard

Det danske mindretal i Sydslesvig er også i år repræsenteret på Danmarks største festival, Roskilde Festival, der begynder på lørdag. 

Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU) er lykkes med at samle 100 frivillige, der i løbet af festivalens otte dage skal bestyre en pantbod og sortere de mange øldåser, shotsrør, genbrugskrus og -kander fra campingområdet.

”Vi glæder os til at komme i gang. For SdU er Roskilde Festival et oplagt sted at samle unge fra mindretallet, så de kan opleve dansk kultur og samtidig være sammen om et fælles formål og opleve, hvordan det er at være frivillig”, siger Pia Clausen, der er oplysningskoordinator i SdU og projektleder for deltagelsen på Roskilde Festival.

”Der er så meget værdi i at være frivillig og lave noget, hvor det ikke kun handler om at få penge, men om at gøre et stykke arbejde sammen med andre. Og det er en vigtig opgave, vi er med til at løfte på festivalen”, tilføjer hun.

Netværk på tværs

Langt størstedelen af de 100 frivillige kommer fra det danske mindretal i Sydslesvig. Mange er gymnasieelever fra mindretallets to gymnasier, Duborg-Skolen i Flensborg og A.P. Møller Skolen i Slesvig. Andre bor i Danmark og er studerende. 

”Især gymnasieeleverne kan få stor gavn af at møde sydslesvigere, der bor og læser i Danmark. Det giver dem et større netværk, som de kan få gavn af, hvis de selv skal studere i en dansk by efter studentereksamen”, siger Pia Clausen.

Igen i år vil der være et afskærmet område for de frivillige i pantboden, hvor de kan hænge ud mellem vagter og få et øjebliks ro fra festivalens larm og pantbodens arbejde. 

”Her kommer vi til at hygge med morgenmad, te og kaffe. Og søndag holder vi frivilligfest, hvor vi skal lære hinanden at kende. Vi håber, at det kan være med til at skabe en god stemning blandt de frivillige. Vi kommer også til at lave en fælles chatgruppe, så man altid kan skrive til hinanden og samles om koncerterne”, siger Pia Clausen.

Slipper for maskinlarm og nattevagter

Det er andet år i træk, at SdU samler frivillige til en pantbod på Roskilde Festival. Grænseforeningen og senere Grænseforeningen Ungdom har siden 2007 været med til at håndtere den store mængde pant, der produceres på festivalen. Et ansvar, som SdU overtog i 2025. 

Tidligere har man bestyret både en pantbod og en pantmaskine, men forrige år var opgaven for de frivillige kun at håndtere maskinen. I år er det omvendt, så de frivillige kun skal sortere og tælle den store mængde pant.

”Det betyder, at vi slipper for de hårde vagter, der går fra midnat til klokken otte om morgenen. Pantmaskinen var åben hele døgnet, og sådan bliver det ikke med tælleboden. Det bliver stadigvæk et hårdt arbejde, men på en anden måde, hvor vi også kan komme hinanden lidt mere ved. En pantmaskine larmer virkelig meget, så der kan man slet ikke tale sammen imens”, siger Pia Clausen.

Tidlig rekruttering har hjulpet

I 2025 formåede SdU at samle 60 frivillige. At antallet er højere i år, skyldes en bedre og tidligere rekruttering, fortæller Pia Clausen.

”Vi overtog opgaven meget sent i 2025, så til i år har vi kunne begynde vores rekruttering tidligere. Jeg har været rundt på gymnasierne, og vi har også kørt kampagner på vores sociale medier”, siger Pia Clausen. 

Roskilde Festival finder i år sted fra lørdag den 27. juni til og med lørdag den 4. juli. Festivalen er komplet udsolgt.