Tilbage til nyhedsliste

Genforeningsjubilæet kræver fælles indsats

11. april 2016

100-året for Sønderjyllands genforening med Danmark i 2020 skal markeres bredt. Derfor holdes der i aften mandag et indledende koordineringsmøde med den syddanske regionsrådsformand, Stephanie Lose (V), de syd- og sønderjyske borgmestre samt en række foreninger og museer.  

Det er grænselandets nationale foreninger, der sammen med Grænseforeningen har indbudt til mødet, der skal afstikke vejen for en fælles indsats frem mod genforeningsjubilæet. Generalsekretær, Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen, der deltager i mødet sammen med foreningens formand, Mette Bock, mener det er vigtigt med rettidig omhu i planlægningen af genforeningsjubilæet.

”Jubilæet for genforeningen er en stor begivenhed, og markeringen skal både være værdig og landsdækkende. For det er et vigtigt afsnit i hele Danmarks historie, der her er tale om,” siger Knud-Erik Therkelsen.

Ud over regionsrådsformanden og borgmestrene deltager både formand og generalsekretær for det danske og det tyske mindretal, Sydslesvigs Forening og Bund Deutscher Nordschleswiger, samt 12 foreninger og museer, herunder Museum Sønderjylland og Museet på Koldinghus.     

Knud-Erik Therkelsen glæder sig over det store fremmøde, der giver mulighed for en bred gensidig orientering mellem de involverede aktører. ”Jeg forventer, at vi til mødet får aftalt de videre skridt i arbejdet frem mod 2020 og en markering, der også har perspektiver for fremtiden”, siger han.

Mødet holdes i aften kl. 19 på Folkehjem i Aabenraa.