Grænseforeningen hjælper unge sydslesvigere med bolig
I lighed med andre år er der også i år tusindvis af unge studerende, der mangler bolig i København og Aarhus forud for studiestart i september. Også mange unge sydslesvigere, der er på vej til Danmark for at studere, er i akut bolignød. Derfor har Grænseforeningen igen i år taget initiativ til at sende et brev ud til foreningens medlemmer med opfordring til at stille et værelse til rådighed for en ung studerende fra Sydslesvig.
”Vi håber, at rigtig mange vil melde sig. Vi beder alene om, at man hjælper i en kortere periode, indtil de unge kan finde en mere permanent løsning”, siger Gunvor Vestergaard, der er pædagogisk konsulent i Grænseforeningen. Hun gør opmærksom på, at de unge sydslesvigere er endnu mere udfordret end andre danske studerende, da sydslesvigerne som regel ikke har et netværk i Danmark.
Sidste år var der 12 medlemmer af Grænseforeningen, der meldte tilbage på en lignende henvendelse. Det resulterede i ni udlejninger. Gunvor Vestergaard opfordrer til, at unge danske sydslesvigere, som mangler et sted at bo i en de to byer, kontakter hende.
Helle Aagaard Nielsen, der bor i Malling syd for Aarhus, er en af dem, der sidste år stillede et værelse til rådighed for en ung sydslesviger, og det har hun gode erfaringer med. Hendes familie har stadig kontakt til den unge sydslesviger, som de havde boende. Også i år vil hun derfor åbne sit hjem, hvis der er brug for det.
”Det er jo svært at finde bolig for de unge. Hvis kemien er god, så kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke skulle hjælpe”, siger hun.