Grænseforeningen opfordrer til at redde Christianslyst
Grænseforeningen opfordrer det danske mindretal til at finde en fælles løsning for at redde Christianslyst forud for ekstraordinært Samrådsmøde i næste uge.
Den bebudede lukning af det sydslesvigske kursuscenter Christianslyst ved Sdr. Brarup pr. 30. november 2016, skal onsdag i næste uge behandles på et ekstraordinært Samrådsmøde, hvor en række foreninger fra det danske mindretal er repræsenteret.
Grænseforeningen opfordrer forud for mødet det danske mindretal til at samarbejde om en fælles løsning for at redde Christianslyst, der ejes af Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU):
”Det ville være en katastrofe for det danske oplysningsarbejde om Sydslesvig, hvis vi mister de 5000 overnatninger for danske skolebørn”, siger generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, der deltager på det ekstraordinære Samrådsmøde onsdag.
”Jeg har en forhåbning om, at det danske mindretal vil stå sammen om at få et finde en fælles løsning for Christianslyst, der kan være gældende de næste tre år. Til den tid kan meget have forandret sig. Lige nu gælder det om at finde en øjeblikkelig løsning”, siger han.
Grænseforeningen har i den forgangne uge tilbudt at bidrage med 20.000 euro om året i en treårig periode. Der er i dag et årligt tilskudsbehov på driften af Christianslyst på godt 100.000 euro om året, og SdUs direktør, Anders Kring, har tidligere konkluderet, at ”prognosen for en markant forbedring af situationen kan betegnes som værende lig med nul”.
Knud-Erik Therkelsen mener, at der under alle omstændigheder må kunne findes en løsning.
”Grænseforeningen vil gerne gå foran med at yde et bidrag, men det kræver naturligvis, at andre følger trop”, siger han og foreslår samtidig, at man kunne lukke Christianslyst fem-seks måneder om året, fordi de fleste skoler i Danmark tager på lejrskole i perioden 1. april til 2. oktober.
Grænseforeningen har forud for Samrådsmødet onsdag udarbejdet et notat om lejrskolemuligheder i Sydslesvig. Konklusionen lyder, at kun Christianslyst, Skipperhuset og hovedbygningen på Tydal lever op til almindelig dansk lejrskolestandard. Ifølge notatet vil der være 4.496 færre overnatningsmuligheder i Sydslesvig, hvis Christianslyst lukkes. Beregningen er foretaget ud fra en teoretisk forudsætning om en belægningsprocent på 100.
Grænseforeningen har desuden efter aftale med SdU bestilt en arkitektrapport, der skal anvendes som et supplement til en hidtidig arkitektrapport, som SdU tidligere har fået udarbejdet, og som forudser, at en renovering af Christianslyst vil koste 3,5 millioner euro. Den supplerende arkitektundersøgelse vil ligge klar inden det ekstraordinære Samrådsmøde onsdag.