Grænseforeningen støtter underskriftsindsamling med 100.000 kroner
Danske borgeres underskrifter kan blive afgørende i slutspurten for at nå en million underskrifter i Europa til et borgerinitiativ, ”Minority SafePack Initiative”, der støtter de europæiske mindretals rettigheder. Underskriftsindsamlingen slutter den 3. april.
Derfor giver Grænseforeningen nu 100.000 kroner i støtte til en række initiativer, der fremmer underskriftsindsamlingen, oplyser generalsekretær Knud-Erik Therkelsen, Grænseforeningen.
”Det er vigtigt at få EU til at støtte den sproglige og kulturelle mangfoldighed i EU. Det danske mindretal i Tyskland og det tyske mindretal i Danmark har gode vilkår, men sådan er det langt fra alle nationale mindretal i Europa, der har det”, siger han.
Underskrifterne i Europa skal være fordelt med en vis procentdel, og i mindst syv EU-lande skal målet været nået. De fleste lande er langt fra målet, men Danmark har en realistisk chance for at nå det fastsatte antal underskrifter på 9.750, og derfor kan Danmarks underskrifter blive afgørende.
Det er den europæiske mindretalsorganisation FUEN, der står bag underskriftsindsamlingen, og Grænseforeningen vil med støtten på 100.000 kroner også gerne signalere opbakning til FUEN og det internationale mindretalsarbejde. Den senere tids debat om placeringen af et ”Mindretallenes Hus” i Flensborg spiller ligeledes en rolle, forklarer han.
”Jeg synes, vi som danskere er forpligtet til at støtte op om alle initiativer, der støtter de europæiske mindretal mod diskrimination og sikrer, at mindretallenes sprog og kultur bliver bevaret. Det dansk-tyske grænseland har i mange årtier stået som et eksempel til efterfølgelse, når det gælder mindretallenes rettigheder, og mindretal fra hele Europa er kommet rejsende hertil for at lære af os. Den position skal fastholdes. Men hvis vi som danskere ikke engang vil skrive under, kan grænselandets position jo vanskeligt fastholdes på længere sigt”, lyder det fra Knud-Erik Therkelsen.
Grænseforeningen har i et samarbejde med Dansk Skoleforening for Sydslesvig allerede indsamlet underskrifter på feriemessen i Herning den 22.-24. februar. Grænseforeningen samler også underskrifter ind på læringsmessen i København den 7. marts samt på Historiske Dage i København i den kommende weekend i et samarbejde med Sydslesvigsk Forening (SSF) og den tyske mindretalsorganisation Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN). Ud over dette vil unge fra det danske og tyske mindretal samle underskrifter ind på deres uddannelsesinstitutioner i København.
BDN har i øvrigt udloddet en konkurrence om 2 koncertbilletter til rockbandet U2 den 4. oktober i Hamborg. Man kan deltage i konkurrencen ved at besøge BDNs Facebookside, og følge retningslinjerne for at deltage her.
Beløbet på 100.000 kroner, som Grænseforeningen støtter med, skal dække omkostninger til transport for underskriftindsamlerne og en konkurrence om et weekendophold i Flensborg.