”Historien om Danmark” på vej
Til april vil danskerne få lejlighed til at følge med i en af de største tv-produktioner om historie i nyere tid. Det sker, når DR1 med skuespilleren Lars Mikkelsen som vært fortæller ”Historien om Danmark”.
DR, Nationalmuseet og Slots-og Kulturstyrelsen og en række museer, biblioteker og arkiver over hele landet er gået sammen om at formidle Danmarkshistorien på ny gennem det landsdækkende projekt ”Historier om Danmark”, og DR1s tv-serie ”Historien om Danmark” er en del af dette.
Museum Sønderjylland og Historisk Samfund for Sønderjylland har valgt at tage udgangspunkt i ”Historien om Danmark”, der vil blive vist på DR1 i seks afsnit søndag aften i foråret og seks yderligere afsnit til efteråret.
Efter hvert afsnit vil der blive afholdt et gratis arrangement på Arkæologi Haderslev og i efteråret på Sønderborg Slot.
Til disse arrangementer og udstillinger vil der blive sat fokus på den sønderjyske vinkel på danmarkshistorien, herunder historien om de første mennesker i Sønderjylland og vikingetiden i Sønderjylland.
Andre steder i landet vil der også være arrangementer og events, der har til formål at vise, at Danmarkshistorien har udspillet sig i hele Danmark.
Tine Smedegaard der er kulturdirektør i DR, har tidligere udtalt, at hun mener, at danskerne har brug for at blive mindet om deres egen historie igen. Senest DR lavede en lignende satsning var med ”Danmarkshistorien fortalt af Erik Kjersgaard”, der gik over skærmen i 12 afsnit i 1980erne.
”De mange nye begivenheder gør naturligvis noget ved den måde, man ser historie på. Derfor er det på tide, at en ny generation af seere og historikere stiller spørgsmål og får svar”.
”Historien om Danmark” er skrevet af et team af fagkonsulenter med særlig viden om de forskellige historiske perioder og computeranimationer af for eksempel ismassernes bevægelser i istiden og dramatiseringer af udvalgte historiske begivenheder.
Det er endnu ikke programsat, hvornår ”Historien om Danmark” vil blive vist på DR1.