Tilbage til nyhedsliste

Intern grænsekontrol er uholdbar

20. januar 2016

”Vi bør som politikere klart fortælle danskerne, at intern grænsekontrol mellem de såkaldte Schengen-lande hverken er en holdbar, langsigtet eller ønskværdig løsning.”

Sådan skriver den konservative europaparlamentariker Bendt Bendtsen i et debatindlæg på den politiske internetavis Altinget. Samtidig erkender han, at Danmark og EU står i en ekstraordinær situation, og at den stikprøvekontrol, der er etableret ved den dansk-tyske grænse, er nødvendig.

Bendt Bendtsens (K) udmelding kommer oven på en Gallup-måling, der viser, at 55 procent af den danske befolkning ønsker permanent grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse, og at 40 procent ønsker kontrol af alle, der krydser grænsen. Bendt Bendtsen kæder danskernes holdning sammen med den aktuelle flygtningekrise, og han deler deres bekymring over, hvordan de mange flygtninge kommer til at påvirke Danmark. Han afviser dog grænsekontrol som en løsning:

”Intern græsekontrol løser ikke de fundamentale problemer, der udspringer af blandt andet borgerkrigen i Syrien og Islamisk Stats hærgen i regionen”.

Udover at være ineffektiv ser Bendt Bendtsen også en permanent grænsekontrol som økonomisk uholdbar, fordi den vil medføre ekstremt høje direkte omkostninger:

”For lige at sætte et enkelt tal på dansk eksport og import, så passerer 11.000 køretøjer hvert døgn den danske grænse.”

Bendt Bendtsen beskriver i sit debatindlæg tre tiltag, som EU bør tage for at løse den nuværende flygtningekrise. For det første skal EU lukke de ydre grænser, og hvis Italien og Grækenland ikke magter opgaven, skal de ydre grænser flyttes nordpå. For det andet skal alle økonomiske migranter sendes tilbage, og for det tredje bør EU etablere flygtningecentre i nærområderne og herfra behandle ansøgningerne, i modsætning til i dag hvor det er dem, som har midler og kræfter til at krydse grænserne, der når til Europa.

Bendt Bendtsens debatindlæg kan læses i sin helhed på Altinget.dk her.