Tilbage til nyhedsliste

”Jeg glæder mig til at få sydslesvigsk besøg”

12. september 2016

13-årige Amalie Berg, der går på Glamsbjerg Friskole på Fyn, glæder sig: Til november skal hun have besøg i en uge af 13-årige Ida Hayungs, der går på A.P. Møller Skolen, der er den danske skole i Sydslesvig, Tyskland.

De to kender ikke hinanden på forhånd, men det gør de med garanti, når ugen er omme, og Ida har været med hende i skole hver dag. Efter ugen i Glamsbjerg er det meningen, at de to piger sammen rejser til Sydslesvig, hvor Amalie skal bo hos Ida og hendes familie og være med hende i skole i en uge på A.P. Møller Skolen.

”Det bliver virkelig spændende”, siger Amalie.

Amalie og Ida er blandt de indtil videre ca. 130 børn fra Danmark og Sydslesvig, der har meldt sig til at komme på elevudveksling i dette efterår gennem Sydslesvigske Børns Ferierejser, der er et samarbejde mellem Grænseforeningen og Dansk Skoleforening for Sydslesvig.

Amalies interesse for elevudvekslingen blev vakt, da hendes kusine vendte hjem fra et succesfuldt udvekslingsophold i Sydslesvig og kunne berette om det spændende liv, der foregik syd for grænsen.

”Det lød på hende, som om hun havde oplevet virkelig meget, og lært en masse om deres liv, og så tænkte jeg: det vil jeg altså også prøve”, siger Amalie.

De to piger har skrevet sammen, og fundet ud af at en af deres fælles interesser er håndbold. Hurtigt aftalte de, at de skulle træne med på hinandens respektive hold. Men det væsentlige er, at de skal gå i skole sammen.

”Skolen er jo en meget stor del af vores hverdag, så selvom jeg ikke tror, der er de store forskelle i hverdagen, så er det nok i skolen der er flest”, siger Amalie, der glæder sig til at invitere sin nye veninde på sin livret: Flæskesteg med rødkål.

Kontorleder Sally Flindt-Hansen, Sydslesvigske Børns Ferierejser, oplyser, at interesserede børn og unge, der går i 4.-9. klasse i Danmark eller på en af de danske skoler i Sydslesvig, kan nå at melde sig inden 1. oktober, hvis de ønsker at komme på elevudveksling, der i år finder sted i ugerne 45, 46 og 47. Man kan læse mere om ordningen på www.feriebarn.dk.

Det danske mindretal i Sydslesvig består af ca. 50.000 personer. Der findes 46 danske skoler i Sydslesvig. Hvis man vil høre mere om ordningen, kontakt: projektleder Jonas Callesen: M: 30 24 42 48.