Junge SPitzen fylder 25 år
Det tyske mindretals politiske ungdomsparti, Junge SPitzen, fylder 25 år den 28. maj. Partiet er med til at skubbe mindretallet fremad, mener både den nuværende og tidligere formand.
Junge SPitzen har tidligere sat fokus på grænsekontrollen ved at udgive en nøgenkalender. På billedet ses formand Katharina Kley og bestyrelsesmedlem Martina Lutz ved præsentationen af kalenderen i oktober 2022.
Foto: Junge SPitzen
På en varm maj dag i 1998, hvor danskerne valsede til EU-folkeafstemning, blev et nyt ungdomsparti med udgangspunkt i det tyske mindretal i Sønderjylland stiftet.
’Junge SPitzen’ – bevidst med stort SP i midten som reference til moderpartiet Slesvigsk Parti - blev navnet på partiet, der nu på søndag den 28. maj kan fejre sin 25-års fødselsdag.
Og efter et kvart århundrede har partiet fortsat sin berettigelse, mener den nuværende formand Katharina Kley.
”Det er fortsat vores vigtigste opgave at være et forum, hvor mindretallets unge kan engagere sig politisk. Vi skal skubbe til den ældre generation og være en drivkraft i det tyske mindretal”, siger hun.
”Men vi er også et socialt fællesskab, hvor unge fra mindretallet kan mødes og skabe relationer. Vi afholder arrangementer og fester, og det er alt sammen af unge til unge. Lige nu har vi ingen medlemmer over 22 år”, tilføjer Katharina Kley, der har været formand for Junge SPitzen siden 2021.
Ruth Candussi var med til at stifte Junge SPitzen i 1998 og bestred formandsposten i tre år, da den første formand trak sig få måneder efter partiets grundlæggelse. I dag arbejder hun som partisekretær i Slesvigsk Parti og er glad for, at der fortsat er et stærkt og engageret ungdomsparti.
”Som ungdomsparti kan man tillade sig at sige nogle ting, som det etablerede moderparti ikke kan. Den rolle varetager Junge SPitzen stadig rigtig godt. Senest var de jo efter os, da vi måske var lidt for hurtige til at fejre regeringens omlægning af grænsekontrollen med champagne og store smil. Det er den dynamik, der skal være drivkraften i mindretallet”, siger Ruth Candussi.
Som ung i det tyske mindretal i 1990’erne oplevede hun, at der manglede et forum for unge, hvor det var muligt at diskutere mindretal, samfund og politik. Det førte til partiets stiftelse, og noget af det første arbejde var kampagnen ’Steh dazu’, der satte fokus på, at det var positivt at komme fra det tyske mindretal.
”I de år oplevede jeg, at mange fra mindretallet havde et distanceret forhold til deres egen identitet og historie. Det var ikke fedt at skilte med, at man var fra det tyske mindretal. Men for mig var det ikke pinligt. Jeg synes, det var fedt, og det forsøgte vi at få andre til også at tænke”, siger Ruth Candussi.
Også i dag er mindretalsidentitet et vigtigt emne for Junge SPitzen, for det er jo ikke noget, der bliver diskuteret i andre ungdomspartier, fremhæver Katharina Kley. Derudover håber den unge formand at kunne udvikle ungdomspartiet, så man i fremtiden kan tiltrække flere unge, der ikke har mindretalsbaggrund, men blot har hjemme i Sønderjylland.
”Slesvigsk Parti har været dygtige til at sælge sig selv som partiet for hele Sønderjylland. På samme måde ønsker vi også på sigt at være ungdomspartiet for hele Sønderjylland. For det er en væsentligt pointe, at vi ikke kun beskæftiger os med mindretalsemner, men i høj grad også med større emner, der vedrører hele Sønderjylland”, siger Katharina Kley.
Hun fremhæver, at man så sent som i onsdags var med til at arrangere en demonstration imod grænsekontrollen sammen med ungdomsorganisationerne Grænseforeningen Ungdom (GFU) og Europæisk Ungdom. Tidligere har Junge SPitzen også arrangeret demonstrationer imod vildsvinehegnet langs den dansk-tyske og sat fokus på mangel af byskilte på både dansk og tysk i Sønderjylland.
Valget af datoen den 28. maj var i øvrigt ikke tilfældigt. For EU-folkeafstemningen, der sted fandt samme dag i 1998, handlede om Danmarks ratifikation af Amsterdam-traktaten, der endte med et ja. Og junge SPitzen har altid været pro-europæisk.
Junge SPitzen markerede selv dagen onsdag den 17. maj, hvor nuværende og tidligere medlemmer deltog i en reception.
Flere nyheder: