Tilbage til nyhedsliste

Kulturministeren besøger årsmødet på Vesterled

5. september 2018

Når der lørdag den 8. september holdes årsmøde på lejrskolehjemmet Vesterled syd for Hvide Sande, der siden 1947 har dannet ramme om sydslesvigske børns møde med dansk sprog og kultur, bliver det med kulturminister Mette Bock (LA) som årsmødetaler.   

Bestyrelsesformand for Vesterled Carsten Dalgaard, der forventer 60 gæster fra Danmark og Sydslesvig til årsmødet, ser frem til kulturministerens besøg.

”Vi glæder os rigtig meget til, at Mette Bock kommer. For hun har ligesom Vesterled stor tilknytning til Sydslesvig, som hun ved sin tiltrædelse som minister har formået at trække med over i kulturministeriet. Desuden er det skønt at kunne byde en minister velkommen, der også kan skrive tidligere formand for Grænseforeningen på sit CV”, siger Carsten Dalgaard.

Ud over Mette Bock vil kommunikationskonsulent Katrine Hoop, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, holde årsmødetale. Der er dog ikke programsat et emnefelt for årsmødetalerne, da de gerne skal have et aktuelt fokus, siger Carsten Dalgaard.  

Lejrskolehjemmet Vesterled, der i 2011 blev ombygget efter en bevilling på 10 millioner kroner fra A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, bruges både som lejrskole og sommerferiekoloni og besøges årligt af 800-1200 sydslesvigske børn og unge.  

Vesterled ejes af de to amtskredse af Grænseforeningen for Ribe og Ringkøbing amter. Dansk Skoleforening for Sydslesvig står for den daglige drift.

Årsmødet indledes traditionen tro med en fælles middag lørdag kl. 12. Flere informationer findes her. Tilmelding kan ske til Carsten Dalgaard (carstendalgaard@mail.tele.dk).