Tilbage til nyhedsliste

Kulturministeriet uddeler seks millioner kroner til Genforeningen

18. december 2018

Kulturministeriet og Folketinget har tirsdag uddelt seks millioner kroner til en lang række aktiviteter for at markere Genforeningsjubilæet 2020. Det oplyser kulturminister Mette Bock (LA) i en pressemeddelelse.

”I 2020 markerer vi en meget vigtig historisk begivenhed i Danmarkshistorien, når vi fejrer Sønderjyllands genforening med Danmark efter nederlaget i 1864. Det er ikke bare en vigtig begivenhed i Sønderjylland, men det er det for hele Danmark”, siger kulturministeren, der har besluttet at støtte 18 konkrete projekter, som dækker over en lang række formidlingsformer og henvender sig til alle danskere.

Blandt de projekter, der har modtaget mest, er Grænseforeningens projekt ”Sigurd fortæller om Genforeningen – 100 koncerter” med Sigurd Barrett, der har fået 500.000 kr. Også Grænseforeningens projekt: ”Ny hjemmeside for Danmarks genforeningssten”, der vil samle alle ca. 650 genforeningssten og -mindesmærker, har fået støtte på 225.000 kr.

Grænseforeningen Ungdom har fået 72.000 kr. til ”Ungdomstopmøde 2020”, og Grænseforeningen Vejle Amt har modtaget 200.000 kr. til ”Grænser og national identitet, før nu og i fremtiden”. Desuden er Grænseforeningen en del af projektet ”Grænseland & Identitet”, som Foreningen af lærere i historie og samfundsfag står bag. Dette projekt har modtaget 200.000 kr.

Knud-Erik Therkelsen, der er generalsekretær i Grænseforeningen, udtaler:

”I Grænseforeningen glæder vi os over Kulturministeriets og Folketingets opbakning til vores arrangementer i forbindelse med genforeningsjubilæet. Arrangementerne har et landsdækkende og et folkeligt perspektiv, og vi noterer også med glæde, at bredden er tilgodeset: Grænseforeningen Ungdom har modtaget støtte, og det samme har Grænseforeningen Vejle Amt”.  

Kulturministeriets og Folketingets pulje til markering af genforeningsjubilæet 2020 har som formål at styrke befolkningens kendskab til genforeningens betydning både aktuelt og historisk. Puljen, der er på i alt otte millioner kroner, uddeles i 2018 og i 2019. Ud over Grænseforeningen har følgende institutioner modtaget støtte i 2018: Teatret Møllen, Den Gamle By, Danmarks Købstadsmuseum, Tønder Festival, Flensborg Avis, Ars Novo Copenhagen, Foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Randers Kunstmuseum, Rigsarkivet, Museum Sønderjylland, Middelfart Museum, Golden Days, Ribe Stift og Den Jyske Sangskole. Se oversigt over alle projekter her.