Landsbyliv i Sønderjylland er i fokus i ny almanak
Sønderjysk Almanak, der netop er udkommet for 26. gang, samler artikler og personlige fortællinger fra Sønderjylland og Sydslesvig. Alle bidrag til bogen er skrevet af frivillige, og i år er temaet ”Landsbyliv”, oplyser den ansvarshavende redaktør, Britta Slot Johnsen.
”Mange af vores læsere lever på landet eller i mindre landsbyer, og derfor hører vi tit om de udfordringer, der er i mindre befolkede områder. Særligt fraflytninger er et stort problem. For når skolen lukker, og købmændene også må flytte væk, så er det svært at trække unge til. Der mangler samlingspunkter, og det er noget af dét, vi har beskæftiget os med i bogen”, siger Britta Slot Johnsen.
Britta Slot Johnsen håber, at nogle af almanakkens personlige fortællinger kan inspirere læserne til at bygge landsbysamfundene op. Her nævner hun bl.a. den unge iværksætter Jesper Nissen fra Hjerpsted, der i almanakken beretter om, hvordan han har startet sit eget firma langt ude på landet.
En anden bidragsyder er Solvej Aagaard, der har fået adgang til en lang række breve, som det sønderjyske ægtepar Helene og Nis Timmerman skrev til hinanden under Første Verdenskrig, hvor Nis var i tysk krigstjeneste. Det er blevet til artiklen ”Tro, Håb og Kærlighed – Gennem hele 1. verdenskrig”, som er et udpluk af deres historie.
Sønderjysk Almanak 2019 udgives af Sønderjydsk Skoleforening. Den er på 244 sider og indeholder ud over personlige fortællinger klassiske almanakelementer såsom en oversigt over dagenes navne, en astronomisk kalender og en tabel over højvandstider ved Vestkysten. Den kan købes på Sønderjydsk Skoleforenings hjemmeside eller hos udvalgte boghandlere i Sønderjylland.