Lars Mikkelsen bliver vært i ny DR-serie om Genforeningen
I dag går optagelserne i gang til DR’s nye historiske serie om Genforeningen, der bærer titlen ’Grænseland’. I den forbindelse har DR offentliggjort, at skuespiller Lars Mikkelsen bliver vært for den stort anlagte tv-serie, som skal sendes på DR1 over fire søndage i foråret 2020, hvor 100-året for Genforeningen markeres. Det skriver DR Historie.
Lars Mikkelsen, der var også vært på DR’s seneste historiske tv-produktion ’Historien om Danmark’ fra 2017, ser frem til endnu en omgang historieformidling for public service-kanalen.
”Inden jeg gik i gang med forberedelserne til 'Historien om Danmark', vidste jeg godt, at historie optog mig en hel del. Men det er kommet bag på mig, i hvilken grad min interesse er blevet skærpet”, siger skuespilleren i en pressemeddelelse.
”Da DR foreslog, at vores næste fælles projekt skulle handle om Danmarks genforening, var jeg ikke længe om at slå til”, tilføjer Lars Mikkelsen, der også havde en rolle i DR’s dramaserie om krigen i 1864 fra 2014.
Med tilføjelsen af Lars Mikkelsen som vært bliver det dermed det samme filmhold og den samme vært fra ’Historien om Danmark’, som nu skal lave ’Grænseland’. Producent Ane Saalbach forsikrer dog, at den nye serie om Genforeningen ikke bliver en tro kopi af ’Historien om Danmark’.
”Sidste gang skulle vi nå rigtig meget i hvert afsnit. Nu tager vi en skive af danmarkshistorien ud og sætter fokus på det. Det er et stykke danmarkshistorie, der ikke har været foldet ud på samme måde, som vi gør det nu - i hvert fald ikke på DR”, siger hun til DR.
’Grænseland’ bliver dog på samme måde som i ’Historien om Danmark’ baseret på dramatiseringer og rekonstruktioner af faktiske begivenheder. Det oplyste DR i juli 2018, da den nye tv-serie blev annonceret.
Ifølge DR vil seriens fortælling begynde i 1800-tallets grænseland, før de første nationale stridigheder bryder ud, og lede henover Treårskrigen i 1848-1851 og krigen i 1864 med tabet af hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg frem til Sønderjyllands genforening med Danmark i 1920.