Livlig debat på Sydslesvig-konference
Der var livlig debat, da Det Sydslesvigske Samråd i lørdags inviterede til Sydslesvig-konference på Jaruplund Højskole i Sydslesvig. De ca. 100 deltagere satte fokus på mindretallets mission, visioner og sprogpolitik. Og så var der løfte en udmelding om Christianslysts fremtid efter 2018 inden for de næste to uger.
Ifølge Flensborg Avis fik deltagerne mulighed for at deltage i gruppearbejde om hverdagens dilemmaer i de sydslesvigske mindretalsorganisationer, ligesom der blev debatteret emner som Christianslyst, ansættelsespolitik i Dansk Skoleforening i Sydslesvig, strukturen i det danske mindretal og et forslag om en Sydslesvig-kanon.
Christian Jürgensen, der er formand for Det Sydslesvigske Samråd, sagde, at det kriseramte kursuscenter Christianslyst ved Sønderbrarup med stor sandsynlighed vil kunne fortsætte efter 2018. Til og med dette år er der sikret støtte fra Sydslesvigske danske Ungdomsforeninger (SdU), der ejer stedet, Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Sydslesvigudvalget og Grænseforeningen.
”Meget tyder nu på, at vi når frem til en løsning inden for de næste to uger”, sagde Christian Jürgensen ifølge Flensborg Avis.
Han meddelte også, at Det Sydslesvigske Samråd vil tage initiativ til en ny arbejdsgruppe ud over det såkaldte gæsteværelsesudvalg, der for tiden undersøger de overnatningsmuligheder, der måtte være, hvis Christianslyst ikke længere står til rådighed.
”Planen er, at en sådan arbejdsgruppe skal se længere ud i fremtiden og komme med bud på, hvad der kan gøres. Måske kan der købes et nyt og mere centralt beliggende kursuscenter, eller måske kan der blive bygget noget nyt”, sagde Christian Jürgensen ifølge Flensborg Avis.
Lars Kofoed-Jensen kom på Sydslesvig-konferencen med et forslag om, at det danske mindretal lavede sin egen Sydslesvig-kanon i lighed med den Danmarkskanon, som tidligere kulturminister Bertel Haarder offentliggjorde sidste år. Lars Kofoed-Jensen fremkom med forslaget under en debat om det danske mindretals mission og vision.
”Det vil efter min mening være den bedste måde at behandle disse temaer på”, sagde Lars Kofoed-Jensen.
Anke Spoorendonk, der er justits-, kultur- og Europaminister i Slesvig-Holsten, synes, at det var en spændende tanke, men mente samtidig, at man skal passe på:
”Sådan en kanon kan have en tendens til at være ekskluderende”, sagde Anke Spoorendonk ifølge Flensborg Avis.
Henry Bohm, der er lærer på Læk Danske Skole, holdt et indlæg på Sydslesvig-konferencen, hvor han slog til lyd for, at lærere i Sydslesvig har for ringe viden om det danske mindretal.
”Vi må have en ny ansættelsespolitik og angive flere forventninger, og det bør være styrelsen og ikke de enkelte skoleledere, der ansætter”, sagde han.