Mindretal får medhold ved EU-Domstolen
Det såkaldt borgerinitiativ, Minority SafePack, der skal sikre flere rettigheder for Europas mindretal, er kommet et skridt videre på vejen mod at blive en realitet, efter at EU-Domstolen tidligere på måneden erklærede EU-Kommissionens afvisning af borgerinitiativet for ugyldig.
Det er en komité i FUEN-regi, der står bag borgerinitiativet, Minority SafePack, der indeholder 11 forslag, der skal sikre den sproglige og kulturelle mangfoldighed blandt Europas mindretal på områder som kultur, uddannelse, medinddragelse, lighed m.m. Med et europæisk borgerinitiativ kan én million EU-borgere få direkte indflydelse på EU-politikken inden for et givent område, og det er netop det, komitéen bag Minority SafePack ønsker at udvirke på mindretalsområdet.
Imidlertid valgte EU-kommissionen at afvise borgerinitiativet 13. september 2013 med den begrundelse, at initiativet faldt uden for EU-Kommissionens beføjelser. EU-Kommissionens afvisning medførte, at Komitéen bag borgerinitiativet anlagde sag ved EU-Domstolen. Det er den sag, som EU-Domstolen har truffet afgørelse i den 3. februar ved at erklære EU-Kommissionens afvisning for ugyldig.
EU-Domstolen skriver bl.a. i sin afgørelse:
”Med dagens afgørelse fastholder EU-Domstolen borgerinitiativet og erklærer EU-Kommissionens afgørelse ugyldig, da EU-Kommissionens begrundelse for afvisningen af borgerinitiativet er åbenbart mangelfuldt”, (se EU-Domstolens afgørelse i sin fulde ordlyd i link nedenfor)
EU-Domstolens afgørelse betyder, at EU-kommissionen nu skal tage sagen op igen, med mindre EU-Kommissionen vælger at appellere afgørelsen, hvilket skal ske inden for den af EU-Domstolen fastsatte frist på to måneder.
På et møde i DialogForumNorden på Jaruplund Højskole i sidste uge blev der drukket champagne på det, der ses som en foreløbig sejr for Minority SafePack. På mødet deltog bl.a. Lorant Vincze, der er præsident for FUEN, og den slesvig-holstenske mindretalskommitterede Renate Schnack.
”Det er et betydeligt skridt, både for FUEN og borgerinitiativet, og jeg tror, vi først ser de fulde konsekvenser om nogle år”, sagde Renate Schack ifølge Flensborg Avis.
Lorant Vincze hæftede sig ifølge Flensborg Avis ved, at man først kan ånde lettet op, når appelfristen er udløbet. Herefter vil Komitéen bag borgerinitiativet skulle indsamle en million underskrifter, før borgerinitiativet kan fremlægges for EU-Kommissionen.
”Og den ene million underskrifter. Dem kommer vi også til at klare”, sagde Lorant Vincze ifølge Flensborg Avis.
Komitéen bag Minority SafePack består af: Hans Heinrich Hansen (Danmark), Hunor Kelemen (Rumænien), Karl-Heinz Lambertz (Belgien), Janneswietske Annie De Vries (Holland), Valentin Inzko (Østrig), Alois Durnwalder (Italien) og Anke Spoorendonk (Tyskland).
http://curia.europa.eu/jcms/upload/docs/application/pdf/2017-02/cp170010en.pdf