Tilbage til nyhedsliste

Mindretal skal beskyttes bedre

6. november 2015

Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW) tager nu initiativ til, at det danske mindretal, friserne samt sinti og roma i Slesvig-Holsten sikres bedre beskyttelse og støtte via lovgivningen.

I dag er der alene tale om, at beskyttelse og støtte af mindretallene er formuleret som en hensigtserklæring i Slesvig-Holtens delstatsforfatning.  Langt fra alle kommuner har gennem tiden følt sig forpligtet til at følge de gode hensigter op med praktisk ligestilling.  

Regeringspartierne vil på det næste landdagsmøde i Kiel foreslå en tilføjelse til kommunalloven, der pålægger kommunerne at følge delstatens mindretalspolitiske hensigter. Samtidig bliver amter og større kommuner også pålagt at lave en rapport, der beskriver, hvad de gør for at støtte og beskytte områdets mindretalsbefolkninger.  

”Uanset oppositionens holdninger er regeringspartierne indstillet på at bruge deres flertal til at realisere det lovforslag, som nu sendes til første behandling i landdagen om to uger. Forslaget skal give klart udtryk for koalitionens holdning og vilje i mindretalspolitikken”, siger SSW’s gruppeformand i landdagen, Lars Harms til Flensborg Avis.