Mød Grænseforeningen på Folkemødet
I dag åbner Folkemødet på Bornholm, og det forventes, at ca. 25.000 gæster hver dag frem til og med søndag vil besøge Allinge for at deltage i spændende debatter, fællessang og fest. Traditionen tro afholder også Grænseforeningen en række arrangementer sammen med Sydslesvigsk Forening og Sydslesvigudvalget. Det sker i Grundtvigs Telt, hvor også bl.a. Grundtvigs Forum, Efterskoleforeningen, Friskoleforeningen holder til.
Om fredagen kl. 13.15 kan man møde koncernchef i ATP, Carsten Stendevad, Naser Khader (K), forfatter Anne Lise Marstrand-Jørgensen og tv-værten og humoristen Anders Lund Madsen, der skal debattere under overskriften ”Er der grænser for danskhed?”
Fredag er der også Mindretalspolitisk Topmøde kl. 11.30 med deltagelse af generalsekretær Jens A. Christiansen, Christian Juhl, Enhedslisten, og Per Paludan Hansen, formand i Dansk Folkeoplysnings Samråd, ligesom Grænseforeningens Kulturmødeambassadører står for en happening om grænser og identitet kl. 12.30.
Om lørdagen indledes kl. 9 med, at udenrigsminister Kristian Jensen (V) gør rede for regeringens nye Tysklandstrategi med velkomst ved Kim Andersen, der er formand for Sydslesvigudvalget. Tysklandsstrategien har som formål at forbedre rammebetingelserne for Danmarks økonomiske samarbejde med Tyskland og danskernes beredskab, når det gælder tysk sprog og kultur. Udenrigsministeren vil komme med sit bud på, hvordan det skal føres ud i livet.
Kl. 16.15 lørdag deltager undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) i en debat sammen med Jon Hardon Hansen, der er formand for SSF, Martin Henriksen (DF) og sekretariatsleder for BDN, Jan Diedrichsen. Det sker under overskriften: ”Hvad kan vi lære af grænselandet?”
Der er også mulighed for at synge og feste sammen i Grundtvigs Telt om lørdagen: Kl. 15.30 er det Mette Bock, der er formand for Grænseforeningen, der leder fællessangen med Rasmus Skov Borring på klaver. Kl. 20.30 spiller familietrioen Bjerre, Bjerre & Bjerre irske og skotsk folkemusik.
Hele programmet kan læses på Folkemødets hjemmeside www.folkemoedet.dk.