Mød grænselandets mindretal til københavnsk kulturnat
Både det danske og det tyske mindretal er repræsenteret, når en af Danmarks største kulturbegivenheder, Kulturnatten i København, fredag afholdes for 25. år i træk.
Det danske mindretals forening, Sydslesvigsk Forening (SSF) deltager i Kulturnatten for 15. gang, fortæller generalsekretær Jens A. Christiansen. Sammen med det tyske mindretals forening, Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), inviterer SSF indenfor i det sønderjyske værelse på Christiansborg.
”Kulturnatten i København er en af de begivenheder hvor samfundet får en transparens. Borgerne kommer tættere på organisationer og institutioner, og steder, der normalt virker lukkede, er nu åbne. Vi er med til Kulturnatten for at få københavnerne og rigsdanskerne til at opnå forståelse for det danske mindretal i Sydslesvig”, siger Jens A. Christiansen.
På det sønderjyske værelse vil man under Kulturnatten blandt andet kunne få indblik i projektet "Oplev Sydslesvig" og høre mere om det europæiske borgerinitiativ for mindretalsrettigheder, Minority SafePack.
Med 80.000 besøgende sidste år er Kulturnatten den største årlige endagsbegivenhed i København og samtidig en af de mest besøgte kulturbegivenheder i Danmark. Mere end 250 museer, teatre, biblioteker, kirker, ministerier, parker og pladser over hele byen byder på udstillinger, installationer, shows, teaterforestillinger, koncerter og meget mere.
Alle arrangementer i Kulturnattens program kræver Kulturpas. Et Kulturpas koster 95 kr. og kan købes i alle 7-Eleven butikker i hele hovedstadsområdet samt på biblioteker og museer i København og på Frederiksberg.
Se det fulde program for Kulturnatten her.