Tilbage til nyhedsliste

Nu bliver det nemt at booke 2020-arrangementer

5. april 2019

I 2020 bliver det markeret i hele landet, at det er 100 år siden Genforeningen fandt sted, hvor Sønderjylland igen blev dansk efter 56 år under tysk herredømme. Nu har Sekretariatet for Genforeningen 2020 oprettet en såkaldt ’Aktørmarkedsplads’ på deres hjemmeside, så lokale foreninger, biblioteker eller lignende nemt kan booke arrangementer.

”Vi har samlet en række foredragsholdere, forfattere og musikere, som på forskellig vis kan bidrage til arrangementer i anledning af 100-året for Genforeningen. Tilbuddene henvender sig til foreninger, forsamlingshuse og andre, der ønsker at være en del af markeringen i 2020”, skriver sekretariatet på siden.

Indtil videre er kun få arrangementer lagt ud på siden. Lige nu kan man via den nye hjemmeside bl.a. booke en koncert med Sigurd Barrett, der på musikalsk vis vil fortælle historien om Genforeningen for børn i alle aldre. Det sker i samarbejde med Grænseforeningen.

Læs mere her.