Ny brochure skal brande Sydslesvig i Danmark
Det danske mindretal i Sydslesvig præsenterer sig selv og deres landsdel i ny brochure, som rummer otte personlige fortællinger fra mindretalslivet. Brochuren, som skal brande Sydslesvig, er målrettet danskere nord for grænsen.
”Oplev Sydslesvig - mød det danske mindretal”, hedder brochuren, som alle mindretallets foreninger har udgivet i fællesskab. Den blev i går, onsdag, præsenteret på Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig i Flensborg af blandt andre Katrine Hoop, der er projektleder i projektet ”Oplev Sydslesvig”.
”Vi har valgt at fortælle om Sydslesvig ved at fortælle de personlige historier, og gennem billeder at vise, hvem vi er”, sagde Katrine Hoop ifølge Flensborg Avis.
I alt optræder 17 almindelige sydslesvigere i brochuren, som fortæller om dagligdagen i de sydslesvigske foreninger og institutioner. Blandt andet kan man læse om den unge families møde med de danske skoler og dagtilbud, pensionisten, der finder tryghed i den danske sundhedstjeneste, og gymnasieeleven, der engagerer sig i de danske ungdomsforeninger i Sydslesvig.
Det er journalist Annelise Mølvig, der har stået for interviewene.
”Alle mennesker bærer på en god historie - den skal bare fortælles”, sagde Annelise Mølvig ifølge Flensborg Avis, da brochuren blev præsenteret.
Oplev Sydslesvig er et projekt i samarbejde mellem Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Dansk Kirke i Sydslesvig, Dansk Sundhedstjeneste for Sydslesvig, Flensborg Avis, Friisk Foriining, Grænseforeningen, Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger, Sydslesvigsk Forening, Sydslesvigsk Vælgerforening og Dansk Skoleforening for Sydslesvig.
Brochuren er udkommet i et oplæg på 15.000. Den digital udgave kan den læses her.