Ny dokumentarfilm om Emil Nolde, 150 år
I anledning af Emil Noldes 150-års fødselsdag den 7. august vises på søndag en ny dokumentarfilm om kunstneren på tysk tv, skriver Flensborg Avis.
I dokumentarfilmen, der er lavet af instruktøren Wilfried Hauke og har titlen ”Emil Nolde. Maler og Mythos”, (Maler og myte) fortæller tidligere naboer, bekendte og forskere om deres syn på Emil Nolde og hans kunst. Filmen skildrer ligeledes Noldes liv fra fødslen på bondegården i Nolde i Sønderjylland til hans død den 13. april 1956 i villaen i Søbøl (Seebüll).
Filmen viser yderligere billeder fra det nordfrisiske landskab, som Emil Nolde malede sat over for de egentlige malerier for at illustrere, hvordan maleren indfangede farver og stemninger.
"Med filmen giver vi Nolde noget, som ikke er en nem, men en ærlig fødselsdagsgave", siger direktør for Nolde-Stiftelsen Christian Ring til Flensborg Avis.
Emil Nolde boede i det dansk-tyske grænseland det meste af sit liv og var gift med en dansk kvinde, Ada. I 1920 blev han dansk statsborger, men anså hele sit liv sig selv som værende tysksindet, samtidig med at han var tilhænger af den nazistiske ideologi. 1941 fik han forbud mod at sælge sin kunst, da man anså den for at være ”entartet”, hvilket var i strid med Noldes af egen opfattelse, idet han anså sin kunst for at være ”ur-tysk”. I filmen behandles dette kritisk, samtidig med at kunsten hyldes.
”Emil Nolde. Maler og myte” vises på søndag den 6. august klokken 10.15 på 3Sat og 11.30 på NDR. Filmen vises også løbende på Nolde-museet i Søbøl.
Instruktør Wilfried Hauke stod også bag filmen ”Träume am Meer – Der Maler Emil Nolde” (Drømme ved havet).