Tilbage til nyhedsliste

Ny fotoudstilling og bog om Tøndermarsken

8. april 2019

På Kunstmuseet i Tønder kan man i den kommende tid se fotoudstillingen ’Henrik Saxgreen – Tøndermarsken’, der blev åbnet i lørdags af Johannes Riis, Gyldendal. Samtidig blev bogen ’Tøndermarsken’, som er skrevet af kunsthistoriker Hans Edvard Nørregård-Nielsen med illustrationer af Henrik Saxgreen, præsenteret. Det skriver JydskeVestkysten

Fotografierne på udstillingen på Kunstmuseet i Tønder, der varer frem til 1. september 2019, tager udgangspunkt i Tøndermarskens åbne vidder, righoldige dyreliv, der bl.a. tæller en lang række fuglearter, og til tider voldsomme møde med vind og hav, skriver museet om udstillingen på sin hjemmeside.

”Alt dette, der kan betegnes som marskens særegenhed, dens magi og tiltrækningskraft, indfanger Henrik Saxgren i en poetisk række af mennesketomme fotografier, der i mødet med beskueren stiller skarpt på dennes eksistens og indre følelsesliv”, lyder det på museets hjemmeside.

Tøndermarsken, der i 1983 blev udpeget som EU-fuglebeskyttelsesområde, omfatter ca. 85 km2 inddigede og udnyttede marskarealer, hvoraf store dele er beskyttet ved lov. Det samlede område strækker sig fra Sæd syd for Tønder og 17 km mod vest til Vadehavet.

Udstillingen ’Henrik Saxgren – Tøndermarsken’ er resultatet af et samarbejde mellem fotograf Henrik Saxgren, der bl.a. er kendt for sine billeder af livet i Grønland samt bz-aktioner i 1980’ernes København, og kunsthistoriker Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der er tidligere direktør for Ny Carlsbergfondet og forfatter til en række bøger.