Ny kulturminister vil besøge det danske mindretal
Kultur- og kirkeminister Joy Mogensen (S), der overtog embedet den 28. juni i år, ønsker at besøge det danske mindretal i Sydslesvig så snart som muligt. Det skriver Flensborg Avis.
Joy Mogensen, der som kulturminister har det danske mindretal i Sydslesvig som sit ressortområde, håber, at besøget i Sydslesvig kan blive, inden hun går på barsel i efteråret.
”Hvis ikke det lykkes, vil jeg godt love, at I ser meget til mig i foråret”, siger hun til Flensborg Avis med henvisning til 100-året for den dansk-tyske grænsedragning, der markeres næste år.
”Jeg er sikker på, at jubilæet kan gøre hele Danmark lidt mere bevidst om, hvor vi kommer fra. Det skaber opmærksomhed, og dermed er der god lejlighed til at genopfriske historien – og til at skærpe bevidstheden om vores fælles fortid. Vi skal huske på, at Danmark ikke altid har set ud som nu, og at der har været mange konflikter i grænselandet, siger hun til Flensborg Avis, og tilføjer, at man skal værne om fredelige tider.
Joy Mogensen, der før ministerudnævnelsen havde været borgmester i Roskilde Kommune siden 2011, har ikke tidligere beskæftiget sig med det danske mindretal i Sydslesvig. Hun forklarer over for Flensborg Avis, at hun mest af alt kender det dansk-tyske grænseland som feriegæst.
Det var den tidligere kulturminister Mette Bock (LA), der ved sin tiltræden i november 2016 fik flyttet Sydslesvig som ressortområde til Kulturministeriet fra Undervisningsministeriet.
Joy Mogensen blev født i Toronto, Canada i 1980, hvor hendes forældre var udsendt af et dansk firma. Hun voksede op i Ringsted hos sin mor og flyttede i 2001 til Roskilde. Hun er bachelor i kultur- og sprogmødestudier fra Roskilde Universitet og blev valgt til Roskilde Byråd første gang i 2005. Ved kommunalvalget i 2017 fik hun 14.961 personlige stemmer, hvilket var femte flest i hele landet.