Ny udstilling om H.P. Hanssen er åbnet i Aabenraa
En ny udstilling om H.P. Hanssen blev torsdag åbnet af tidligere minister Bertel Haarder (V). Udstillingen, som Museum Sønderjylland står bag, vises på Søfartsmuseet i Aabenraa frem til efteråret 2021

Den nye H.P. Hanssen-udstilling åbnede i går torsdag den 17. september.
Foto: Museum Sønderjylland
Tidligere minister Bertel Haarder (V) åbnede torsdag en ny udstilling om H.P. Hanssen (1862-1936), der var grænselandspolitiker og minister og hovedarkitekten bag Genforeningen i 1920. Udstillingen, ”Genforeningens Pris – H.P. Hanssens svære valg”, som Museum Sønderjylland står bag, vises på Søfartsmuseet i Aabenraa frem til efteråret 2021. Det skriver JydskeVestkysten.
”Nu ved vi, hvordan det gik, men dengang så det svært ud. Det var en åndelig, politisk og moralsk kamp, som H.P. Hanssen gik i gang med. Det var en jordkamp og en endeløs kamp mod chikane fra de tyske myndigheders side og mod udvandring blandt de danske sønderjyder”, sagde Bertel Haarder ifølge JydskeVestkysten.
Udstillingen sætter ifølge Museum Sønderjyllands hjemmeside fokus på de mange valg, som H.P. Hanssen og hans samtid stod over for. Gennem en række rumlige installationer stilles de besøgende over for spørgsmålet: Hvad ville du have gjort?
Udstillingen formidles i et stemningsfuldt tidsbillede skabt af projektioner, lyd, film, grafik og samtidige genstande, hvoraf flere har tilhørt H.P. Hanssen og hans familie. Blandt andet udstilles et sølvhorn, som H.P. Hanssen modtog fyldt med guldmønter fra sine danske støtter. Pengene skulle bruges på et rekreativt ophold til H.P. Hanssen, der var afkræftet efter et ophold i et tysk fængsel for sin kamp for danskheden i Sønderjylland.
Flere nyheder: