Den kristne tro landede først i grænselandet, da den kom til Norden. 

Der tales skiftevis dansk og tysk i St. Andreas Kirke i udkanten af Slesvig. Den ligger lige der, hvor man kører fra hovedvejen langs Slien for at komme til Vikingemuseet Hedeby. Det er pilgrimspræsten Frank Karpa fra Hamborg, der står for andagten sammen med den danske præst i Rendsborg, Cecilie Brask.

Biskop Marianne Christiansen fra Haderslev er også kommet til Slesvig. Det er dagen, hvor en målrettet lille skare tager fat på en af de væsentlige markeringer i fejringen af, at det er 1200 år siden, Nordens Apostel, munken Ansgar, kom til Hedeby og dermed til Danmark og Norden.

De begiver sig over lyskrydset ved hovedvejen, hvor det røde lys er en viking, der står med sit skjold og det grønne en viking, der løber afsted med sin økse hævet, og går til venstre for campingpladsen langs Slien med udsigt mod Slesvig for at begive sig nordpå med Ribe som den endelige destination.

De begynder med at gå i stilhed.

En af deltagerne er Thomas Nygaard, som er menighedsrådsmedlem i Aabenraa. Han er ikke taget med på grund af et indgående kendskab til Ansgar, men fordi han synes, det kan være en spændende oplevelse.

“Jeg er lærer på Aabenraa Friskole og tænker, det altid kan give noget til morgensamlingerne,” siger han, inden stilheden sænker sig over flokken.

Det er til diskussion, hvor langt Ansgar egentlig nåede med at få kristnet danerne. Men under alle omstændigheder er han vokset til en skikkelse, der har præget den kristne, historiske tænkning, så han står som Nordens Apostel.

Fra Ansgar til i dag

Men Danmark og Norden blev kristent, og det har præget vores samfundsudvikling fra Ansgar og til i dag. 

Nu kom Ansgar først til Hedeby. Men hans komme er ikke den eneste afgørende begivenhed for vores historie og kirkehistorie, der udgår fra hertugdømmerne i den danske helstat. Det er også 500-året for Reformationen. Hertugen af Slesvig-Holsten, Christian den 3., overgik til den lutherske tro i 1526. 

Så grundlaget for den luthersk-evangeliske kirke, som Folkekirken er, blev også lagt i det, der i dag er grænselandet mellem Danmark og Tyskland. Der er ikke den store forskel på de kirkelige retninger i den danske folkekirke og den tyske Nordkirche, som i dag virker side om side på begge sider af grænsen.

Den tyske præst i Haderslev, Bettina Sender, har sjælesorgssamtaler i KFUM’s sociale arbejdes varmestue, Cafe Parasollen i Haderslev, uden at det betyder noget, om brugerne er danske eller tyske, fordi det er det, kirken gør. Og i det nordlige Flensborg arrangerer præsten Ruben Fønsbo fra Ansgar Danske Kirke suppekøkken for de fattige, uanset om de tyske eller danske, for det er det, kirken gør.

Og det er jo meget sigende, at kirken netop er opkaldt efter Ansgar.

Mattias Sommer Bostrup er lektor i kirkehistorie ved Aarhus Universitet og har forsket i, hvordan historie og kirkehistorie bliver brugt i eftertiden til at fremme religiøse, kulturelle og politiske dagsordener.

Han er en af hovedforfatterne til en stor bog, ‘Ansgar, Nordens apostel gennem 1200 år’, som er udkommet i anledning af 1200-året for Ansgars komme.

Reformationen betød, at kongemagten i flere omgange overtog både den katolske kirkes kirkernes jorde og magt, da kirkens blev en del af statsapparatet. Mattias Sommer Bostrup skriver, at Ansgar brugt til at understøtte forbindelsen mellem konge og kirke. Han blev brugt til at legitimere alliancen mellem statsmagten og religionsmagten.

Han beskriver, hvad de forskellige jubilæer handler om, hvad det er for en tid, jubilæet bliver til i. 

I 1826 var jubilæet tilegnet fortællingen om helstaten og kongemagten. I 1926 var det tilegnet fortællingen om Danmarks genforening med Sønderjylland, så det nationale danske var i fokus. 

I år er Europa under pres, og vi har brug for at stå sammen, så fortællingen har et europæisk fokus, og det er kendetegnende for udviklingen i grænselandet, at det danske og det tyske er gået fra mod hinanden til med hinanden og for hinanden.

Pilgrimsfærd år 2026

“Ansgar-jubilæet giver også anledning til, at vi spørger: Hvad fejrer vi? Hver gang vi holder jubilæum, er det på tide at se historien på nye måder. Denne gang er det ikke så meget den kristne triumf eller den nationale betydning, vi fejrer,” siger Marianne Christiansen, som er biskop i Haderslev Stift og dermed også for den danske kirke i Sydslesvig. 

Så i år gik de danske og tyske kristne sammen på pilgrimsfærd fra Hedeby til Ribe. Og Thomas Nygaard gik med hele vejen. Mon han så fik noget, der kunne bruges til morgensamlingerne?

“Det er ikke sådan, at jeg har brugt det indtil videre. Jeg har nok mere brugt oplevelsen indad på en eller anden måde. Ved at gå og tænke over nogle ting, fik man svar på nogle spørgsmål. Der var en andagt hver morgen og noget, man skulle gå og tænke over. Så gik vi et par timer i stilhed. Det er ikke noget, vi mennesker bruger særligt meget tid på ellers nu om dage,” siger han.

Spørgsmålet er så, om læreren og menighedsrådsmedlemmet fra Aabenraa har gjort sig nogle refleksioner, han kan trække op til i dag, ved at gå i Ansgars fodspor.

“Ikke andet end den vilje til at gå, som Ansgar havde. Viljen til at blive ved med at arbejde for det. Der er langt fra Hedeby til Ribe og fra Ribe til Sverige. Men det her med villighed, tror jeg, er noget, man kan lære af. Nogle gange skal man sætte sig selv på spil og spørge: Hvad er planen med mig? Man skal spørge Gud om det, og man skal spørge sig selv om det for faktisk at nå frem til noget, som er givtigt,” siger Thomas Nygaard.

Han har knyttet nye relationer på turen med de andre danske og tyske pilgrimme.

“Det var supergodt at møde nogle fra den tyske kirke. Det er så godt, at en del af os kommer til at mødes igen i november. Jeg har et stort sommerhus på Rømø, hvor jeg har indbudt folk, og foreløbig er der da otte, der har meldt sig til at komme og gå med på en tur på 17 kilometer. Så jeg synes, det virker til, at folk nød det,” siger han og tilføjer:

“Det er måske ikke så meget som at gå 200 kilometer, men det rækker for en dag og skal nok give oplevelser, samtaler og tid til fordybelse.”

Ledsager

Selve personen Ansgars reelle betydning i samtiden ses der forskelligt på i dag.

I den sammenhæng er det også væsentligt, at Ansgar ikke kom til Hedeby på eget initiativ. Han kom med den danske konge Harald Klak, som havde søgt støtte fra det kristne, frankiske rige mod syd for at bevare del i magten. Det har måske også været et motiv for at lade sig døbe, hvad han gjorde i 826.

“Kejseren får en konge døbt, og han får en skriftefader med. Ansgar er måske mere en personlig præst for Harald Klak, og den første kirke i Hedeby har nok nærmere været en kirke, der skulle virke for de handlende, som kom der,” siger leder af Danevirke Museum, Lars Erik Bethge.

Nogen succes var turen ikke for Harald Klak. Han blev endeligt fordrevet fra Danmark året efter, i 827. Og Ansgar? Han tog sydpå igen, men rejste atter nordpå i 830, denne gang til Birka i Sverige. Siden blev han ærkebiskop i Hamborg, men måtte dog flytte sit bispesæde til Bremen efter et vikingeangreb i 845.

Men han fik anlagt kirker i både Hedeby og Ribe.

“På den ene side betyder han meget. Han bragte kristendommen til Hedeby. Han var den første missionær. Så det er begyndelsen på europæiseringen af Norden. Men han spillede ingen rolle i grænselandet. Befolkningen her talte det samme sprog som i Norge, Sverige og Island. Han kommer fra det frankiske rige og har talt det sprog, de talte der, eller latin. Så han har ikke forstået sproget. Han har mødt folk med musik eller sang,” siger Matthias Toplak, som er leder af Vikingemuseet Hedeby.

Møde i musik og sang

Også biskop Marianne Christiansen lægger vægt på, at Ansgar og danerne ikke har talt det samme sprog.

“Nogle kunne måske lidt af de fremmede sprog, men for mange af danerne har sangen, lyden af den gregorianske sang og kirkeklokken, været det første møde med kristendommen,” siger hun.

Både 1000 og 1200 år efter, han kom til Hedeby, er jubilæerne for Ansgar fejret med sang og musik. I 1826 gendigtede Grundtvig en dagvise fra Hans Thomissøns salmebog fra 1569, en af de første danske salmer efter reformationen.

Salmen er ‘Den signede dag’, som fik en særlig betydning for det danske mindretal i Sydslesvig i et af dets sorteste stunder. Den blev sunget med særlig vægt på ordene ‘så rejse vi til vort fædreland’ til begravelsen, efter at 15 danske børnehavebørn og to voksne blev dræbt under et bombeangreb mod Flensborg i 1943.

Med finansiering fra alle landets stiftsråd og Alving Fonden, som administreres af Grænseforeningen, er der i år lavet kantaten (eller korværket) ‘Den signede dag’ i anledning af 1200-året for Ansgars komme. Musikken er af Christian Præstholm, og salmedigteren Iben Kongsdal har sat ord på tonerne.

Kantaten er udgivet af Folkekirkens kororganisation, Korliv. Den blev uropført i Haderslevs Domkirke i maj og opført samtidig i andre kirker i Danmark og den danske Helligåndskirken i Flensborg.

“Vi kan hente inspiration, hvis vi står i en politisk vanvittig situation, hvor alt virker forgæves og håbløst. For mig blev fortællingen om Ansgar til en påmindelse om, at man skal blive ved. Det at være kristen er ikke at sige: “Det her er forgæves, nu opgiver jeg”. Der har altid være meget i livet, der er forgæves. Der er meget, man ikke kan, men vi skal prøve at gøre det alligevel,” fortæller Iben Krogsdal om sit arbejde med kantaten. 

Ikke forgæves i længden

Det kan jo minde om den danske befolknings situation i grænselandet. 

I årene efter 1864 virkede kampen for Sønderjylland om at vende tilbage til Danmark forgæves. I 1920 lykkedes det, og vi blev genforenet. 

Det kan også minde om mindretallene i grænselandet og deres kamp for at blive accepteret af flertallene. Under Anden Verdenskrig og årene efter virkede det som en forgæves kamp. København-Bonn Erklæringerne i 1955 skabte rammerne for en forsoning, så man gik fra at arbejde mod hinanden til med hinanden og i dag for hinanden.

“Det handler om både at se mørket i øjnene, se sin tid i øjnene, tage de kampe, man nu har pligt til at kæmpe; at gøre en hel masse forgæves og hele tiden tro på livet og have tillid til, at det ender godt”, siger Iben Krogsdal.

“I 1826 fejrede man med en kæmpestor fest apostlens og kristendommens komme til Danmark. Grundtvig skrev ‘Den signede dag,’ men den blev ikke brugt til jubilæumsfesten, Grundtvig var ikke blevet ‘in’ dengang. Men han skrev salmen ovenpå en gammel dagsvise. Det var en vise fra sidst i 1500-tallet, som han meget loyalt digtede videre på,” fortæller Iben Krogsdal.

Hun uddyber, at det er meget anvendt i salmedigtning at digte videre på andres tekster. Det gjorde Grundtvig selv, det har Iben Krogsdal gjort ofte, og i anledning af 1200-året for Ansgars komme har hun nu i kantaten gjort det med Grundtvigs ‘Den signede dag med fryd vi ser’. Komponisten Christian Præstholm har også forholdt sig til både ældre salmer og traditionen.

“Det er i den grad noget af en kulturarv at tage på sig. Og det er en fuldstændig vidunderlig salme. Den står i sin helt egen ret og skal blive ved med at blive sunget. Men jeg har ladet mig inspirere til at skrive en ny salme, som kan synges på melodien til Grundtvigs,” siger Iben Krogsdal.

Her er et enkelt vers fra kantaten til at give en fornemmelse af sproget i  kantaten om lysets og Jesus komme til vores del af verden:

Utroligt at lys fra det fjerne

har nået præcis vores jord

og satte en underlig stjerne

på himlen det vågnende sted hvor vi bor

Og kirken er altså en vigtig del af hverdagen for dem, der i dag bor i det grænseland, hvor Ansgar først kom til Danmark, og hvor hertugen af Slesvig-Holsten, Christian den 3., overgik til den lutherske tro i 1526 og lagde grunden til de betydende kirker, vi har i dag, både nord og syd for grænsen.