Ny ungdomsforening i Grænseforeningen
Gennem længere tid har der været arbejdet med at oprette en ungdomsafdeling i Grænseforeningen. På Grænseforeningens Sendemandsmøde i weekenden i Vejle blev planerne en realitet, da 18 unge mennesker holdt stiftende generalforsamling i "Grænseforeningen Ungdom".
”Det er dejligt, at det endelig er på plads. Nu kan vi komme i gang med at hverve nogle nye medlemmer, så vi kan gøre en indsats for de unge i grænselandet”, siger 21-årige Christopher Warnke, der er nyvalgt formand i Grænseforeningen Ungdom.
Christopher Warnke går på HF i Sønderborg. Han tilhører det danske mindretal og stammer fra Harrislee. Pia Christiansen, Sønderborg, blev valgt som næstformand, og Patrick Løvenskjold von Wildenradt, København, blev valgt som kasserer.
Mette Bock, der bestyrelsesformand i Grænseforeningen, har store forventninger til den nye ungdomsforening.
”Først og fremmest vil jeg ønske de unge al held og lykke, og gøre det klart, at de har Grænseforeningens fulde støtte. Jeg glæder mig over, at der er kommet en ramme om alle vores ungdomsaktiviteter. Hver generation har sin måde at gøre tingene på, og det bliver spændende at se, hvordan den nye generation af unge vil tage fat på Grænseforeningens arbejde”, siger hun.
Det er Grænseforeningen Ungdoms formål at fremme forståelse, dialog og samarbejde mellem forskellige kulturer og på tværs af grænser for at styrke det demokratibærende fællesskab, som det hedder i de nye vedtægter. Christopher Warnke glæder sig til at komme i gang med arbejdet med udgangspunkt i det formål.
”Vi vil kæmpe for et Danmark med mere plads til bindestregsdanskere. Samtidig vil vi vise, hvilke fordele der er forbundet med at anerkende bindestregsdanskere. Som bindestregsdansker er man med til at fremme kulturmødet og bygge bro for et grænseoverskridende samarbejde”, siger han.
Ideen om en ungdomsforening i Grænseforeningens regi og med fokus på grænselandet blev til under højskoleopholdet jUNG zuSAMMEN i Kiel i 2014.
De øvrige bestyrelsesmedlemmer i Grænseforeningen Ungdom er: Wienke Reimer, Aarhus, Michael Trelle, Odense, Rune Delfs, Aalborg, Tobias Damm, Aarhus, Gyde Karoline Metzger, København, og Kerry Knudten-Erkelenz, København. Suppleanter er: Freya Eliasen, Vejle, og Emma Thygesen Bentin, Kolding.