Tilbage til nyhedsliste

Nyt vadehavscenter er klar til at tage imod

7. februar 2017

Efter ti års arbejde har Vadehavscenteret fået ny skulpturel fremtoning i pagt med Vadehavets særlige natur. Prins Joachim stod i spidsen for den officielle åbning, der fandt sted 2. februar.

Dorte Mandrup, der er er arkitekten bag, har med byggeriet haft til hensigt at fastholde den traditionelle bygningskultur ved vadehavet og bringe den ind i det 21. århundrede.

”Grundideen i arkitekturen er en ny skulpturel tolkning af den eksisterende bygningskultur på stedet. Det har været vores ambition at få bygningsværket til både at pege mod fremtiden og have sine rødder i den lokale byggetradition og historie”, siger hun.

Esbjerg Kommunes borgmester Johnny Søtrup er imponeret over det nye byggeri og forventer, at det kan skabe mere opmærksomhed om vadehavet.

”Vadehavets status som verdensarv forpligter, og med den unikke og imponerende nye udgave af vadehavscenteret kan vi øge både kendskabet til og forståelsen for Vadehavet”, siger han.

Klaus Melbye der er leder af Vadehavscenteret, er begejstret for det nye byggeri.

”Vi kan ikke få armene ned, for det er et fantastisk hus”, sagde han ifølge JydskeVestkysten og uddybede, at udstillingen, arkitekturen og landskabet skaber den helhed, der er trækfuglenes univers.

Vadehavet blev sammen med det hollandske og tyske vadehav i 2014 klassificeret som verdensarv under Unesco og er blandt de 200 naturområder verden over, der er fredet. Vadehavscenteret, der er blevet kaldt porten til Unesco's Verdensarvliste, er dog mere end det, mener Klaus Melbye. Med det nye byggeri er det også porten til det nationale og internationales publikums introduktion til vadehavet.

”De talrige trækfugle, er hovedårsagen til klassificeringen. Når gæsterne oplever Vadehavscenterets udstilling ”Den digitale ornitologi”, vil de stå tilbage med en uforglemmelig oplevelse”, siger Klaus Melbye der har været leder af Vadehavscenteret i 25 år.

Vadehavscenteret forventer, at besøgstallene stiger fra 30.000 årligt til 45.000. Der åbnet med udstillingen ”Vadehavets trækfugle”, der i en pressemeddelelse kaldes ”i særklasse unik inden for sit felt”.