Tilbage til nyhedsliste

Nytårsdukkert er blevet en tradition i Aabenraa

3. januar 2018

Den 1. januar valgte en flok seje sønderjyder at fejre nytåret på utraditionel vis ved at springe i bølgerne ved Sønderstrand i Aabenraa. Den kolde nytårsdukkert foregik ved en vandtemperatur på to grader.  

I alt 128 personer sprang ud som nytårsbadere i Aabenraa, og det er ny rekord, fortæller Per Hussmann, atletikklubben AaIG, der stod bag arrangementet, til Jydske Vestkysten.  

”Så mange har der aldrig været tidligere, og der var jo også rigtig mange tilskuere på stranden”, siger han.

Traditionen med vinterbadning i nytåret i Aabenraa startede for mere end 20 år siden, da to venner i den lokale atletikklub indgik et væddemål om, hvem der kunne komme i vandet den 1. januar.

To sygeplejerskekolleger, der deltog i nytårsbadningen i Aabenraa, var dog ikke sikre på, at de ville blive vinterbadere efter den kolde oplevelse. Men de udelukkede ikke, at de ville deltage i nytårsbadningen igen om et år.

”Det er i hvert fald en ting, der er fedt at have sammen”, siger Maria Schack Jessen og Louise Severin til JydskeVestkysten.

Det er ikke kun i Aabenraa, at vinterbadning er populært i nytåret. I Søndervig afholdtes en egentlig vinterbadefestival den 31. december med 1500 vinterbadere. I Skagen holder den lokale vinterbadningsklub ”Isbryderne” en festival, hvor folk fra hele landet mødes i tre dage og vinterbader. I år afholdes festivalen fra den 25.- 28. januar. Ifølge vinterbadere.dk er der over 55.000 vinterbadere i Danmark, hvoraf 26.250 er medlemmer af de cirka 100 klubber, der findes i Danmark.

I middelalderen var der badstuer mange steder i Norden og i Europa, og den første egentlige vinterbadeanstalt var vinterbadeanstalten Helgoland på Amager, der blev etableret i 1800-tallet. Forskerne strides om, hvorvidt vinterbadning er sundt eller ej. Men det står fast, at blodtrykket stiger, og pulsen går op, når kroppen møder det kolde vand. Og hvis ellers man har et stærkt hjerte, kan vinterbadningen give et kick, fordi der frigives en række signalstoffer i hjernen.