Tilbage til nyhedsliste

P-bøder til danske turister skaber debat i Flensborg

17. februar 2023

En række politikere i Flensborg er utilfredse med, at danske turister har modtaget parkeringsbøder, fordi de har brugt danske og ikke tyske parkeringsskiver.

Flensborg er en hyggelig by med mange gode kroge som for eksempel sidegaden Olof Samsons Gang. Men parkerer du her, får du stensikkert en parkeringsbøde på 20 euro.

Flensborg er en hyggelig by med mange gode kroge som for eksempel sidegaden Olof Samsons Gang. Men parkerer du her, får du stensikkert en parkeringsbøde på 20 euro.

Foto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Grænsebyen Flensborg er kendt for sit danske islæt og besøges dagligt af mange danskere, der enten tager på indkøb i grænsebutikkerne eller nyder et måltid på en af byens mange hyggelige caféer og restauranter.

Men en ny praksis hos byens p-vagterne har betydet, at en række danske turister er kommet retur over grænsen med mere, end de har bedt om: en parkeringsbøde på 20 euro.  

”Man skulle tro, at myndighederne har vigtigere ting at regulere. Med al respekt for overholdelse af lov og ret bør vi som dansk-tyske grænseby kunne være fleksible i forhold til danske p-skiver”, udtaler Susanne Schäfer-Quäck, der er gruppeformand for det danske mindretalsparti SSW i Flensborg Byråd, i en pressemeddelelse.

Hun efterlyser det, man på godt dansk kalder for fingerspitzgefühl.

”Tyske p-skiver accepteres også i grænsekommunerne i Danmark. Vi forventer også, at de lokale myndigheder i Flensborg i fremtiden vil tage imod danske p-skiver. Overborgmesteren (Fabian Geyer, red.) må gribe ind her af hensyn til de mange danske turister”, siger hun.

Også partierne CDU og FDP har udtrykt utilfredshed med den nye parkeringsskive-praksis.

”Flensborg har stor gavn af danske dagsgæster og turismen. Vi bør udnytte og fremme dette potentiale i stedet for at give det væk ved at sende de forkerte signaler” siger FDP-gruppeformand, Christoph Anastasiadis, til Flensborg Avis.

Sådan her ser den tyske parkeringsskive ud.

Sådan her ser den tyske parkeringsskive ud.

Foto: Region Sønderjylland-Schleswig

Flensborg Kommune har forleden meldt ud, at der skal fremvises den tyske lovpligtige p-skive i parkeringsarealer med tidsbegrænsning, og at man mere konsekvent vil begynde at uddele bøder til dem, der ikke gør dette. Loven er ikke ny, men som Flensborg Avis skriver, har byen øjensynligt vendt det blinde øje til i mange år i forhold til at uddele bøder til danske turister.

SSW-forbundsdagsmedlem, Stefan Seidler, har også reageret på historien om de danske parkeringsskiver. På det sociale medie Twitter skriver han, at han i Berlin vil arbejde for en europæisk parkeringsskive.

”Det er en situation, som ingen virkelig forstår. Vi har brug for grænseoverskridende, forståelige regler”, skriver han.

Det har indtil for nyligt været muligt at hente en gratis udgave af den korrekte tyske parkeringsskive på Region Sønderjylland-Schleswigs regionskontor i Padborg. Regionskontoret meddeler dog, at parkeringsskiven pr. 15. februar er udsolgt.

Danske besøgende i Flensborg har så – P-skive eller ej – ikke taget det med parkeringsreglerne så tungt. Flensborg Avis kunne således i 2019 berette om, at kun 101 ud af 1.490 danske blister havde betalt deres bøder over en seks måneders periode.

Læs om reglerne for parkeringsskivens udseende på Region Sønderjylland-Schleswigs hjemmeside.