Prins Joachim laver tv om Danmark
Prins Joachim er medtilrettelægger af en ny tv-serie, hvor der stilles skarpt på, hvem vi er som danskere. Prins Joachim, der er protektor for Grænseforeningen, vil være hovedfortæller i serien om Danmark, som vises i seks afsnit på DR K i efteråret 2019.
”Jeg har altid interesseret mig for udviklingen i Danmark. Hvordan er vi kommet hertil? Hvorfra opstår det samfund, som vi alle nyder godt af? Hvem har opbygget det, og har det hele være en dans på roser? Nok ikke”, siger prins Joachim og fortsætter:
”Hvem er du? Dette helt banale spørgsmål kan jo få de fleste af os til at stirre tomt ud i luften. For ja, hvem er vi egentlig? Det har taget en temmelig lang kongerække at nå til i dag, hvor vi foretager os ting, som vi tager for givet og som helt naturlige i vores dagligdag. Dét synes jeg er spændende, og jeg tror, at mange har det som mig. For hvis man ikke kender fortiden, så bliver man aldrig rigtig dus med nutiden. I dette projekt samarbejder jeg med professionelle tv-folk. Det er en helt ny verden for mig, at det er meget spændende”, siger prins Joachim.
Det er Nordisk Film Production, der står bag tv-projektet med Prins Joachim. Optagelserne af den nye tv-serie, der produceres af Anna von Lowzow, finder sted frem til sommeren 2019.