Tilbage til nyhedsliste

Sigurd Barrett skriver ny sang til det danske mindretal

4. april 2025

Til sommer finder den 100. udgave af De danske Årsmøder i Sydslesvig sted. Den folkekære musiker Sigurd Barrett har i den anledning skrevet en ny sang til det danske mindretal.

Sigurd Barrett er en populær person hos det danske mindretal i Sydslesvig.

Sigurd Barrett er en populær person hos det danske mindretal i Sydslesvig.

Arkivfoto: Alexander Leicht Rygaard/Grænseforeningen

Af Alexander Leicht Rygaard

Den folkekære sanger og komponist Sigurd Barrett er aktuel med en ny sang om og til det danske mindretal i Sydslesvig. 

Sangen hedder ’Vi er danske i hjertet’ og er skrevet i anledning af, at mindretallet til sommer afholder udgave nr. 100 af De danske Årsmøder i Sydslesvig.

”Kære danske mindretal i Sydslesvig. Her fra mig skal der lyde en kæmpestor hilsen, og jeg glæder mig til at komme til årsmøde nr. 100, hvor vi fejrer det danske ståsted. Jeg glæder mig hver eneste gang, jeg får lov til at besøge jer og optræde hos jer, og både lørdag og søndag til Årsmøderne bliver noget helt særligt. Vi ses! Og så skal vi selvfølgelig synge min helt nye sang, som jeg har skrevet til jer”, siger Sigurd Barrett i en videohilsen, som Sydslesvigsk Forening (SSF) har delt på sin Facebook-side. I videoen slutter Sigurd Barrett af med at synge et par linjer af omkvædet fra den nye sang.

”For vi ved, hvem vi er, og vi ved, hvad vi vil. Og vi ved inderst inde, hvor vi hører til”, lyder det fra sangeren.

Sigurd Barrett har et tæt forhold til Sydslesvig. I 2016 skrev han sangen ’Man må trække en grænse’, der fortsat synges i mange af det danske mindretals forsamlingshuse, og som er kommet i Højskolesangbogen. Han har også spillet flere koncerter hos mindretallet i forbindelse med markeringen af 100-året for den dansk-tyske grænsedragning, hvor han også udgav bogen ’Sigurd fortæller om Genforeningen’. I bogen udlægger han historien om grænselandet på underholdende og musikalsk vis. 

SSF-formand Gitte Hougaard-Werner er en af de mange Sigurd-fans i Sydslesvig. Hun er taknemmelig for, at den kendte sanger igen har valgt at skrive en sang til mindretallet.

”Det er så smuk en gave, og jeg er helt vild med sangen. Omkvædet kan selv børnene lære på kort tid. Den feedback, jeg har fået her i Vestermølle og fra andre skoler, er udelukkende positiv. Jeg er vild med den måde, Sigurd har indfanget, at vi er danske, men åbne både overfor det tyske, men også overfor hele verden. ”Vi vil de andre uden at opgive os selv”, som vi plejer at sige”, siger Gitte Hougaard-Werner, der til daglig er skoleleder på Vestermølle Danske Skole. Hun tilføjer, at hun har været med til at give Sigurd Barrett inspiration og sparring til sangens tekst.

”Det var superhyggeligt og meget spændende”, lyder det fra SSF-formanden. 

Gitte Hougaard-Werner roser også Sigurd Barrett for at have taget mindretallet op som kunstnerisk emne. 

”Sigurd har med både sine bøger, sangen ’Man må trække en grænse’ og nu den nye sang her sat mindretallet på landkortet og fortalt om os. Det er i sig selv et flot oplysningsarbejde. Samtidig giver han børn, unge og alle gode koncertoplevelser, når han besøger os her i Sydslesvig. Hans materialer bruges i undervisningen, og man kan mærke på ham, at betydningen er gensidig”, siger hun.

Sigurd Barrett er også et velkendt ansigt i Grænseforeningens regi. Udover flere koncerter i Sydslesvig spillede han 100 koncerter om Genforeningen på skoler og i forsamlingshuse i Danmark. En indsats, der betød, at han ved Grænseforeningen Sendemandsmøde 2021 fik overrakt Grænseforeningens Pris på 25.000 kr. 

”Du har med din kolossale indsats gjort det svære historiske stof om grænsedragningen i 1920 og de to mindretal, der opstod som følge heraf, tilgængeligt for børn og voksne. Du har i øvrigt også vovet at provokere os - og tak for det - med en ny sang på melodien til ’Det haver så nyligen regnet’”, sagde Peter Skov-Jakobsen, daværende formand for Grænseforeningen, i en tale til Sigurd Barrett. 

Find tekst og noder til den nye sang ’Vi er danske i hjertet’ på Sydslesvigsk Forenings hjemmeside her. 

Du kan også høre sangen i videoen herunder: