Tilbage til nyhedsliste

Slesvig-Holsten får ny regering

28. juni 2017

I dag onsdag indsættes den nye regering i Slesvig-Holsten bestående af de konservative (CDU), de liberale (FDP) og De Grønne indsat af landdagen i Kiel med 43-årige Daniel Günther (CDU) som ministerpræsident.

Daniel Günther er i dag blevet taget i ed som ministerpræsident med 42 ud af 73 stemmer i landdagen i ryggen. Dermed forlader mindretalspartiet SSW regeringen, der før sad i koalitionsregeringen med De Grønne og socialdemokraterne (SPD).

Den mindretalspolitik SSW har været med til at opbygge i Slesvig-Holsten fastholdes dog i det nye regeringsgrundlag, hvor mindretalspolitikken får de samme økonomiske rammer som hidtil, hvilket blandt andet betyder at tilskuddene til mindretallets skoler og øvrige institutioner bibeholdes.

Samtidig understreger den nye regering i regeringsgrundlaget en utilfredshed med grænsekontrollen ved den dansk-tyske grænse.

”Bomme og grænsekontrol hindrer det grænseoverskridende samarbejde og afvises af os. Vi vil kæmpe for at sikre en flydende grænsetrafik og skubbe på, at Schengen følges”, står der i regeringsgrundlaget.

Chefredaktør for Flensborg Avis Jørgen Møllekær skriver i en leder positivt om det nye regeringsgrundlags fokus på dansk-tyske samarbejde.

”På papiret ser det lovende ud. I Jamaica-koalitionens (et navn der gives den nye regeringskoalition på grund af partifarverne sort, gul og grøn, red.) regeringsgrundlag fylder emnet Danmark en del på side 101 i den 113 sider lange koalitionsaftale. Indledningsvis hyldes de mangeårige gode og tætte forhold”, skriver Jørgen Møllekær, som håber, at intentionerne også bliver fulgt til dørs.

”Den nye regering skal som alle andre få sine 100 dages arbejdsro. Og fra den 1. oktober vil vi så holde lidt mere insisterende øje med, hvad der reelt sker af forbedringer mellem vore lande”, skriver Jørgen Møllekær.