Tilbage til nyhedsliste

Stærke reaktioner på regeringens beslutning om soldater ved grænsen

11. september 2017

”Det er en katastrofe. Jeg er målløs,” siger Flensborgs overborgmester, Simone Lange (SPD), til Flensborg Avis.

Der har været mange reaktioner på regeringens beslutning om at aflaste politiet ved den dansk-tyske grænse.  Fra udgangen af september skal 160 soldater fra hjemmeværnet og forsvaret aflaste politiet ved grænsen.  Ifølge Simone Lange er det et forkert signal at sende.

”Bevæbnede soldater ved grænsen er ikke det billede, vi ønsker. Det er heller ikke det billede, jeg har af Europa,” siger hun.

Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt, har større forståelse for regeringens beslutning.

”Det er udansk at sætte militæret ind i gaderne, når det er fredstid. Men når det er sagt, så tager vi beslutningen til efterretning, og det er selvfølgelig positivt, at vi får noget assistance nu,” siger han til Politiken.

En anden reaktion på Simone Langes udtalelser kommer fra grænselandet, hvor forstander på Rønshoved Højskole, Thue Damgaard Kjærhus, spørger om den tyske overborgmester har mistet sin sunde fornuft.

”Borgmesteren forholder sig ideologisk til problemstillingen og reagerer som Pavlovs hunde. Politiet og militæret er repræsentanter for staten. Staten har voldsmonopolet. Hvorvidt det er politiet, hjemmeværnet, gendarmerne eller militæret, der bevogter grænsen, er ligegyldigt. De er alle repræsentanter for staten,” skriver Thue Damgaard Kjærhus på sin Facebook-side.

I dag begynder soldaterne et uddannelsesforløb, der skal sørge for, at de kan aflaste politiet ved grænsen med 128 årsværk. Det er ifølge forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) en prioritet at få aflastet politiet ved grænsen for at frigøre betydelige politiressourcer.

”Det handler om at sikre samfundets robusthed i forhold til de udfordringer, vi i fællesskab står overfor,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Men denne argumentation er Flensborgs overborgmester Simone Lange ikke enig i.

”Det er selvfølgelig et problem (at politiet er udfordret, red.). Men at indsætte bevæbnede soldater til at løse politiets opgaver er den helt forkerte vej,” siger hun til Flensborg Avis.