Tilbage til nyhedsliste

Statsminister Lars Løkke Rasmussen: ”Tak fordi I ikke glemmer os. I skal heller ikke blive glemt”

6. juni 2018

Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), var i år hovedtaler på De danske årsmøder i Sydslesvig. Her roste han det danske mindretal for at holde den danske ånd i live, og for at være et klart eksempel på gensidig respekt, stort venskab og godt naboskab mellem Danmark og Tyskland.

”De skal ikke blive glemt! Det løfte har skiftende danske regeringer stået ved og genbekræftet. Uanset partifarve. Med økonomisk bidrag. Så I får mulighed for at have en dansk hverdag i tyske rammer”, sagde Lars Løkke Rasmussen og bekræftede, at den danske regering netop kommet med et udspil, så også dansksindede sydslesvigere med bopæl i Sydslesvig skal kunne opnå dansk indfødsret og dermed et dansk pas.

I talen nævnte statsministeren også grænsekontrollen.

”Jeg ved godt, at I ikke ligefrem jubler over grænsekontrollen. Det gør jeg heller ikke selv. Men i en verden med terror, med uro, med migration har vi måttet tage vores forholdsregler. Jeg vil sige jer tak for, at I klarer det bøvl, det kan betyde i hverdagen”, sagde statsministeren.

Yderligere nævnte han, at den dansk-tyske mindretalsmodel er eksemplarisk.

”Tænk bare på Balkan i 90’erne. I sidste måned besøgte jeg de danske soldater ved de fredsbevarende styrker i Kosovo. De er stadig nødvendige – 20 år efter borgerkrigen. I et mørke af borgerkrige og etnisk forfølgelse bærer I faklen frem. Fredens. Frivillighedens. Folkeoplysningens fakkel. Som bringer den indsigt, at når man styrker mindretallet, så styrker man fællesskabet. Derfor er I et forbillede for mindretal og grænseområder i hele Europa. Og en inspiration for verden”, sagde han på talerstolen.

”Tak for jeres trofasthed og kærlighed til Danmark. Tak for jeres fredelige og stærke bånd til Tyskland. Tak, fordi I ikke glemmer os. I vil heller ikke blive glemt”, sagde Lars Løkke Rasmussen afslutningsvis i sin tale.

Lars Løkke Rasmussen er den første danske statsminister siden 1999, der har besøgt De danske årsmøder i Sydslesvig. Sidste gang var det Poul Nyrup Rasmussen (S), der sagde de ofte citerede ord "så længe I holder fast i os, holder vi fast i jer".

I år gæstede 19.400 personer De danske årsmøder i Sydslesvig.