Tilbage til nyhedsliste

Sundhedsminister lytter til bekymringer om det dansk-tyske samarbejde

29. januar 2019

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) mødtes mandag den 28. januar med det danske og det tyske mindretal i det tyske mindretals sekretariat, Haus Nordschleswig, i Aabenraa. Det skete, efter at mindretallene i et fælles åbent brev den 22. januar til sundhedsministeren havde udtrykt bekymring om det fremtidige dansk-tyske samarbejde, hvis Region Syddanmark bliver nedlagt som følge af regeringens sundhedsreform.

Mindretallene er bekymret over, hvor samarbejdet mellem den slesvig-holstenske regering i Kiel og Region Syddanmark skal forankres, hvis regionerne nedlægges og erstattes af sundhedsforvaltninger ved udgangen af 2020, sådan som regeringen lægger op til. 

Læs også ”Mindretal er bekymrede for nedlæggelsen af Region Syddanmark”

”Måske kan man i højere grad lave en akse København-Kiel, der kan stå for en del af samarbejdet”, sagde Ellen Trane Nørby ifølge Flensborg Avis.

”Sådan en akse ville være meget vigtig”, sagde Jette Waldinger-Thiering, landdagsmedlem i Slesvig-Holsten for Sydslesvigsk Vælgerforening (SSW), ifølge Flensborg Avis.

Carsten Leth Schmidt, formanden for Slesvigsk Parti, var enig:  

”Det ville sikkert være en god idé at løfte noget af samarbejdet op på et nationalt niveau”, sagde han ifølge Flensborg Avis.

Hinrich Jürgensen, der er formand for Bund Deutscher Nordschleswiger (BDN), foreslog i den forbindelse, at der skulle indgås en partnerskabsaftale mellem den danske og den slesvig-holstenske regering, i stil med den som Region Syddanmark har indgået med Slesvig-Holsten.

I mødet deltog desuden Lars Erik Bethge, kommunikationschef i Sydslesvigsk Forening (SSF), Uwe Jessen, generalsekretær for BDN, og Ruth Maria Candussi, partisekretær for Slesvigsk Parti. 

Desuden blev det ved mødet diskuteret, hvorvidt de sønderjyske kommuner kan overtage dele af det dansk-tyske samarbejde. 

Mødet var tænkt som et dialogmøde, hvor der ikke skal besluttes noget. Regeringens sundhedsreform vil nemlig ikke blive vedtaget før efter det kommende folketingsvalg, der senest skal afholdes 17. juni. Socialdemokratiet har allerede tilkendegivet, at partiet ikke har tænkt sig at gennemføre sundhedsreformen, hvis partiet kan danne regering efter et valg.