Tilbage til nyhedsliste

Sydslesviger på efterskole: "Jeg vil leve lidt mere som dansker"

18. oktober 2018

16-årige Rocco Moritz Meier, der har tyske forældre, men har gået i både dansk børnehave og dansk skole i Sydslesvig, går på Kerteminde Efterskole. Han vil gerne opleve en dansk hverdag og blive bedre til dansk.

Det siger han i et interview i det seneste nummer af magasinet Grænsen.

“Jeg er nok mest overrasket over, hvor stor den sproglige forskel er. Indtil videre har jeg kun talt dansk i skolen og i børnehaven. Derhjemme har vi talt tysk. Men det er også grunden til, at jeg er taget på efterskole. Jeg vil gerne leve lidt mere som dansker og samle kulturelle erfaringer”, siger Rocco Moritz Meier, der bor i Flensborg sammen med sin mor, der ikke har tilknytning til det danske mindretal.

Hans far, der også er tysk, har boet i Sydtyskland i stort set hele Rocco Moritz Meiers liv. Det var moderen, der valgte at sende ham i dansk institution. Og i dag føler han sig både tysk og dansk.

Efter en måned på Kerteminde Efterskole har Rocco Moritz Meier erfaret, at der er kulturelle referencepunkter, som tv-serien Bamse og Kylling, som han ikke kender. Og han har oplevet at blive misforstået sprogligt. Alligevel er han glad for at være taget på efterskole.

“Jeg er faldet godt til på efterskolen. Det med at flytte hjemmefra har været nemmere end forventet, og jeg er blevet mere selvstændig. Jeg er ved at komme godt efter det sproglige. I den først uge begyndte jeg endda at tænke og drømme på dansk for første gang. Og jeg har fået nye venner”, siger Rocco Moritz Meier, der er den eneste sydslesviger blandt de 108 elever, der i år går på Kerteminde Efterskole.

Rekordmange sydslesvigske unge går på dansk efterskole 

Antallet af sydslesvigske unge, der går på efterskole i Danmark, slår i år nye rekorder: 111 sydslesvigske elever går i år på en af de ca. 250 efterskoler i Danmark. Det er det største antal siden 1950’erne. Det glæder Bjarne Lundager Jensen, direktør i Efterskoleforeningen, der samarbejder med Dansk Skoleforening for Sydslesvig og Grænseforeningen om at få sydslesvigske elever til at vælge et efterskoleophold i Danmark ved bl.a. at arrangere Efterskolernes Dag i Sydslesvig og tilbyde eleverne at opleve 24 timer eller 14 dage på en dansk efterskole.

“Vi er meget glade for, at der er så mange sydslesvigere på efterskole. Vi oplever, at de er med til at øge mangfoldigheden på efterskolerne, og de er med til at lære de danske unge, at der er andre måder at være dansk på, end den de måske kender hjemmefra. Vi synes det er vigtigt, at udvikle og styrke kulturmødet mellem Danmark og Sydslesvig på efterskolerne”, siger Bjarne Lundager Jensen.

 Læs hele interviewet med Rocco Moritz Meier i magasinet Grænsen nr. 5 / oktober 2018.