Sydslesvigudvalg ændres måske efter folketingsvalg
Dansk Folkepartis (DF) store tilbagegang ved onsdagens folketingsvalg kan måske betyde en ny sammensætning af Folketingets Sydslesvigudvalg i fremtiden. Det vurderer Christian Juhl, der er medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg for Enhedslisten, i Flensborg Avis.
”De vil nu ikke længere have magten til at sætte dagsordenen i Sydslesvigudvalget. Det (Sydslesvigudvalget, red.) udvides nu til syv og dermed kommer der sikkert syv partier. Venstre vil sikkert også nu blive mere medgørlige, nu da de ikke skal danse efter Dansk Folkepartis pibe. Som støtteparti for den afgående regering har DF haft stor indflydelse”, siger han til Flensborg Avis.
Dansk Folkeparti, der ved seneste valg i 2015 blev landets andet største parti med 21,1 procent af stemmerne, blev mere end halveret ved onsdagens valg og endte på 8,7 procent af stemmerne. Det betyder en mandatnedgang på 21, så partiets samlede mandatantal nu er på 16.
Det er Martin Henriksen og Merete Dea Larsen, der er Dansk Folkepartis repræsentanter i Sydslesvigudvalget i dag. Ingen af de to har dog opnået genvalg til Folketinget, viste torsdagens finoptælling.
Det nye Sydslesvigudvalg udpeges først, når en ny regering er dannet. Hvornår det sker, afhænger af Mette Frederiksens (S) forhandlinger med de øvrige partier. Christian Juhl håber, at det nye udvalg kan få løst særligt tre problematikker.
”Skoleforeningen står med en kæmpe udfordring for at få økonomien til at hænge sammen. Det er faktisk en tikkende bombe under foreningen. Vi skal have mindretalsorganisationen FUEN tilbage på budgettet, og vi skal have skabt en langsigtet løsning for kursus- og lejrskolecentret Christianslyst. Nu bliver der højere til loftet i udvalget, og vi kan få fordelt pengene på en anden måde”, siger Christian Juhl til Flensborg Avis.
I februar 2016 vedtog Folketinget, at Sydslesvigudvalget efter et nyt folketingsvalg skulle udvides fra fem til syv medlemmer.
Denne artikel er redigeret d. 7. juni 2019: Det er tilføjet, at hverken Martin Henriksen eller Merete Dea Larsen opnåede genvalg.