Sydslesvigudvalget får nyt medlem
Merete Dea Larsen (DF), der også tidligere har været medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg, afløser Martin Henriksen (DF).

Merete Dea Larsen (DF) overtager Martin Henriksens (DF) plads i Sydslesvigudvalget.
Foto: Steen Brogaard
Merete Dea Larsen (DF) afløser Martin Henriksen (DF) som medlem af Folketingets Sydslesvigudvalg. Det sker efter at Martin Henriksen i sidste uge meldte sig ud af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse.
At Merete Dea Larsen nu bliver medlem af Sydslesvigudvalget blev besluttet på Dansk Folkepartis gruppemøde torsdag, skriver Flensborg Avis.
Merete Dea Larsen, var også medlem af Sydslesvigudvalget i perioden fra 2015 til 2019, hvor hun også var medlem af Folketinget, men hun opnåede ikke genvalg i 2019.
Ifølge Flensborg Avis har Merete Dea Larsen siden 2019 fulgt med på afstand via medier og Facebook i udviklingen i Sydslesvig.
”Så jeg skal da lige have indhentet det lidt. Men jeg glæder mig helt vildt. Det gør jeg virkelig”, siger Merete Dea Larsen til Flensborg Avis.
Folketingets Sydslesvigudvalg fungerer som bindeled mellem det danske mindretal i Sydslesvig. Folketinget vælger udvalgets syv medlemmer efter forholdstal blandt sine medlemmer. Ifølge Sydslesvigudvalgets hjemmeside kan Folketinget i ganske særlige tilfælde vælge et eller flere udvalgsmedlemmer, der ikke er medlem af Folketinget, hvis den eller de pågældende har tilknytning til et af Folketingets partier og den eller de pågældende har et særligt indblik i og interesse for spørgsmål vedrørende det danske mindretal i Sydslesvig.
De øvrige medlemmer af Sydslesvigudvalget er: Christian Juhl (EL), formand, Anni Matthiesen (V), Birgitte Vind (S), Rune Christiansen (RV), Karina Lorenzen Dehnhardt (SF) og Niels Flemming Hansen (KF).
Flere nyheder: