Tilbage til nyhedsliste

Tønder Festival er populær

22. august 2018

Festivalsæsonen er så småt ved at ebbe ud for denne sommer. Dog er der mulighed for at nyde endnu en festival, når Tønder Festival afholdes for 44. gang fra 23. til 28. august.  

Siden 2013 har Tønder Festivalen haft fremgang med en publikumsstigning på 25 procent. Og den interesse tildeler festivaldirektør Kirstine Uhrbrand bla. Folk- og roots-musikkens udvikling, siger hun.

”Vi har fokus på folk- og roots-musikken, som er en genre, der udvikler sig i en ny og spændende retning i de her år. Derfor er der også en stigende interesse for musikken blandt publikum”, siger hun til Flensborg Avis og tillægger også den intime atmosfære på festivalen en del af forklaringen.

På trods af to aflysninger i år fra australske Gawurra og canadiske The East Pointers, så er der stadig masser af musik på pladsen ved Vidåen i Tønder. Et af de store navne er amerikanske The Mavericks samt danske Lukas Graham.

I øvrigt har Tønder Festival, der hvert år får hjælp af ca. 2700 frivillige, i år også hjælp fra 16 asylansøgere fra Center Hviding og Center Aaløkke, skriver JydskeVestkysten.

”Det er bedre end at se fjernsyn. Det er kedeligt på asylcentret”, siger en af de frivillige, Sabah Moradi, til Jydske Vestkysten.